Bagagerumsmarked, auktioner på Facebook, mulighed for at vinde en indkøbsvogn og meget mere.
I oktober og især den seneste uge har kunderne mødt flere forskellige tiltag i Bilka på tværs af landet, hvor den har stået i Kræftens Bekæmpelses tegn.
Kunderne har nemlig via de mange forskellige initiativer i Bilka haft mulighed for at donere penge til Kræftens Bekæmpelse, og det er blevet til intet mindre end 200.485 kroner.
Sådan skriver Salling Group i en pressemeddelelse, som redaktionen har fået tilsendt.
“Det er fantastisk, at vores kunder har bidraget med så mange penge. Forskningen har brug for pengene, så vi kan få bekæmpet sygdommen, og jeg glæder mig over, at vi har så gode kunder, som på den måde har bidraget flot til indsamlingen,” siger direktør i Bilka, Mark Nielsen, og fortsætter:
"Kræft er noget, vi alle kommer i berøring med på den ene eller anden måde i løbet af livet. Det er vigtigt, at vi tør tale åbent om sygdommen. Vi skal ikke være bange for at tale om kræft. Det værste er faktisk det usagte, og mange er bange for at spørge."
Flot bidrag fra Næstved
Af de 200.485 kroner har Bilka Næstved bidraget med flest penge ud af de 19 A-Z og Bilka-varehuse på tværs af Danmark.
Det er blevet til 29.615 kroner, som er kommet ind via liveauktioner på Facebook, lykkehjul hvor kunderne har haft mulighed for at vinde præmier, deltagelse i lodtrækningen om indkøbsvogn med varer samt personalebidrag, fortæller varehuschef i Bilka Næstved, Lizette Lahrmann.
Indsamlingen har kørt i hele oktober, og især liveauktioner på Facebook har været en stor succes, som kunderne har været meget begejstrede for.
“Vi blev enige om, at vi ville være den Bilka i Danmark, som samlede flest penge inde, og det lykkes. Det er vi rigtig glade og stolte over. Kunderne har bakket rigtig flot op om vores initiativer, og alle i varehuset har bidraget til at få indsamlingen op at stå - alle har virkelig brændt for det. Vi har også delt rigtig mange af vores personlige historier på vores Facebook-side, for vi har jo alle i en eller anden grad været i berøring med sygdommen,” siger hun.