Stort set alt er blevet dyrere gennem de seneste år.
Dagligvarer, brændstof, tv-pakker og meget andet er steget voldsomt i pris, hvilket har resulteret i, at flere danskere kæmper med at få enderne til at hænge sammen rent økonomisk.
For flere tusinde danskere bliver den hårde situation nu endnu værre, da en populær streamingtjeneste har valgt at hæve priserne.
Det skriver Ekstra Bladet.
200 kroner dyrere
Denne gang er det Disney+, der sætter priserne op.
Fra 21. november stiger priserne på tjenestens reklamefrie pakker, og det betyder, at et standardabonnementet går fra 79 til 89 kroner om måneden, mens et årsabonnement stiger fra 790 til 890 kroner.
Premium-abonnementet rammes også af stigninger, hvor prisen går fra 109 til 129 kroner om måneden, og årsabonnementet hæves med 200 kroner fra 1090 til 1290 kroner.
Til gengæld forbliver prisen på Disney+ Standard med reklamer uændret på 49 kroner pr. måned.
Nyt indhold
Disneys prisjusteringer sker i et forsøg på at øge indtjeningen.
Tidligere på året blev det indført, at brugere uden for husstanden skulle betale ekstra for at dele en konto.
Derudover har Disney+ investeret i nyt indhold for at fastholde og tiltrække flere kunder. En af de store satsninger er rettighederne til at streame Europa League og Conference League i fodbold, som tidligere har været eksklusive for sportsudbydere.
Satsningen på sport indikerer, at Disney+ vil appellere til et bredere publikum.