Onsdag morgen klokken otte mødte 12 elever spændte op til første dag på den nyoprettede politilinje på Det Blå Gymnasium i Tønder. Skolens ledelse og lærere, sammen med repræsentanter fra politiet, stod klar til at byde eleverne velkommen til en linje, der skal ruste dem til en fremtidig karriere inden for politiet.
“Vi glæder os over, at 12 elever har valgt at tage deres uddannelse på den nye politilinje. Det er en virkelig god start, og vi ser frem til at give eleverne et indblik i politiets arbejde og de mange karrieremuligheder, der er i politiet,” fortæller stabschef Steen Silberg Thomsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han understreger, at politiets engagement i initiativet handler om at styrke rekrutteringen af fremtidige betjente ved at introducere dem til politiets arbejde tidligt i uddannelsesforløbet.
Unge flytter for at følge drømmen
Eleverne på politilinjen har allerede gennemgået et grundforløb, som blandt andet har inkluderet et besøg på Politiskolen i Vejle. Efter denne introduktion kunne de vælge politilinjen som deres retning resten af deres gymnasieforløb. Blandt de nye elever er 15-årige Esben Rasmussen, der er flyttet fra Nexø på Bornholm til Tønder for at tage den unikke uddannelse. "Jeg har altid drømt om at blive politibetjent og tog derfor chancen. Jeg er allerede faldet godt til, og det har været meget spændende indtil videre. Nu ser jeg frem til at lære mere om politiets arbejde," siger Esben Rasmussen.
En HHX-uddannelse med politifokus
Den særlige politilinje er tilrettelagt som en HHX-uddannelse med et klart fokus på politiets fagområde. Eleverne vil arbejde med cases relateret til politiets virkelighed og deltage i fysisk træning, som skal styrke dem både fysisk og mentalt til politiets udfordringer.
Ifølge stabschef Steen Silberg Thomsen fortsætter det tætte samarbejde mellem Politiskolen, Det Blå Gymnasium og Syd- og Sønderjyllands Politi: “Vi håber, at vi senere ser mange af dem som medarbejdere ved Syd- og Sønderjyllands Politi,” udtaler han.
Efter den officielle velkomst og modtagelsen af en goodiebag fra Politiskolen, vendte eleverne tilbage til dagens undervisning, klar til at tage de næste skridt mod en mulig fremtid i politiet.