Så mange penge ryger i statskassen, når du handler ind i Rema 1000, Netto osv.

Nyheder
Foto: Keld Navntoft
Foto: Keld Navntoft
Vi handler i gennemsnit for 153 kroner, når vi køber fødevarer og andre hverdagsting.

Lige nu læser andre også

De Samvirkende Købmænd har på baggrund af data fra købmændene dannet sig et billede af en 'almindelig' indkøbskurv, og hvad der i gennemsnit handles for.

Tallene, som er fra 2023, viser, at vi i gennemsnit handler varer for 153 kroner, hver gang vi handler fødevarer og andre daglige fornødenheder.

Dette dækker naturligvis over store forskelle.

Sådan skriver De Samvirkende Købmænd i en pressemeddelelse.

På den baggrund er andelen af moms og afgifter beregnet - og konklusionen er - at der betales cirka 45 kroner i direkte afgift for indkøbet på de 153 kroner.

Dertil kommer emballageafgift og de skatter og afgifter, som købmanden senere skal betale.

”For den enkelte dansker betyder det i runde tal, at når man handler for lidt mere 100 kroner dagligvarer, skal du betale cirka 153 kroner for indkøbet på grund af moms og afgifter,” siger Jannick Nytoft, der er adm. direktør for De Samvirkende Købmænd.

Momsen er den største ”synder”

Momsen er ikke overraskende den største afgift.

Danmark har en af de højeste momssatser i EU, og Danmark er det eneste EU-land, der ikke har differentierede momssatser.

Men cirka 14-15 kroner i indkøbet går til punktafgifter – f.eks. afgifter på chokolade, is, kaffe, tobak og øl.

”Danmark er det eneste EU-land med en afgift på chokolade og anden slik. Danmark er også det eneste EU-land uden en differentieret moms og langt de fleste lande i EU har en reduceret momssats for fødevarer. Udover Danmark er det faktisk kun Bulgarien, Estland og Litauen, der ikke har en differentieret moms på fødevarer.”

Fødevaremoms

”Helt tilbage i 2017 fremlagde Saneringsudvalget for punktafgifter en række forslag til oprydning i afgifterne. Nogle forslag er blevet gennemført og andre er ikke. Det er vores klare holdning, at det er tid til at revidere de mange afgifter og samtidig se på mulighederne for en differentieret moms på fødevarer,” siger Jannick Nytoft.

Anbefalet til dig