Sker i løbet af efteråret: IKEA åbner i populært storcenter

Nyheder
Foto: IKEA
Foto: IKEA
Inden længe slår IKEA dørene op i et populært storcenter.

Lige nu læser andre også

IKEA er kendt for at have priser, som de fleste kan være med på.

Møbelgiganten byder med sine tusindvis af produkter på utallige muligheder for at indrette et hjem til fornuftige penge, og derfor er det da også rart, at have et varehus tæt på.

Hvis man ikke har et varehus lige om hjørnet, kan et såkaldt 'Plan and Order Point' også gå an, og netop sådan et kommer nu tættere på et hav af danskere.

I efteråret 2024 bliver det endnu nemmere for sydøstjyderne at få indfriet deres boligønsker, når IKEA åbner et nyt Plan and Order Point i Kolding Storcenter.

Med åbningen kommer IKEA tættere på koldingenserne samt de mange mennesker i hele Sydøstjylland og forventer også at tiltrække kunder fra Fyn.

Det nye Plan and Order Point vil tilbyde inspiration og rådgivning om indretningsløsninger til hjemmets mest centrale rum - med særligt fokus på køkkenet, badeværelset og soveværelset.

Butikken er det fjerde af sin slags i Danmark, efter åbningerne i Esbjerg, Vejle og Herning tidligere i år.

Sådan skriver IKEA i en pressemeddelelse, som Nyheder24 har fået tilsendt.

Med en attraktiv placering i Jyllands største shoppingcenter, Kolding Storcenter, bliver det nye IKEA Plan and Order Point nemt tilgængeligt for kunder i hele regionen. Kunderne kan se frem til personlig og fokuseret rådgivning om alt fra drømmekøkkenet til de ideelle garderobeløsninger.

"Vi glæder os til at bringe IKEAs design- og indretningskompetencer tættere på kunderne i Sydøstjylland. Med vores nye Plan and Order Point i Kolding vil vi kunne tilbyde endnu bedre mulighed for personlig rådgivning og gøre det nemmere for kunderne at skabe deres drømmehjem,” siger Andreas Møller, Plan and Order Point Manager.

En ny mulighed for personlig rådgivning

Det nye Plan and Order Point i Kolding vil have fokus på komplekse indkøb, primært køkken-, badeværelses- og soveværelsesløsninger, samt garderober.

Derudover vil kunderne kunne købe et udvalg af omkring 100 artikler, som kan tages med hjem med det samme. Hele IKEAs sortiment vil være tilgængeligt online.

"Her i Kolding vil vi tilbyde både inspirerende løsninger og kvalificeret rådgivning, som gør det nemmere at finde præcis de møbler og løsninger, der passer til kundernes hjem og behov,” forklarer Andreas Møller.

Med åbningen af Plan and Order Point i Kolding fortsætter IKEA sin satsning på at imødekomme de lokales behov ved at tilbyde mere tilgængelige og fleksible muligheder for boligindretning.

IKEA forventer at ansætte omkring otte nye medarbejdere til det nye showroom, som vil bidrage til en personlig og nærværende kundeserviceoplevelse.

Det nye Plan and Order Point ventes at slå dørene op i slutningen af året. Åbningsdatoen er endnu ikke fastlagt.

Anbefalet til dig