Skynd dig at få det gjort: Derfor skal du tanke bilen inden mandag

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvis du har brug for at få fyldt bilens tank, er det en god idé at få det gjort inden mandag.

Lige nu læser andre også

I 2023 har mange danskere valgt at skifte deres brændstofbil ud med en elbil. Det er dog ikke alle, der har fået det gjort, hvorfor de fortsat tanker bilen med benzin eller diesel.

Hører du til den gruppe af danskere, der stadig kører i en brændstofbil, er det vigtigt at få den tanket senest søndag ved midnatstid.

Hvis du ikke når at gøre dette, kan det ende med at koste dig dyrt. Grunden til dette er, at der bliver skruet op for afgifterne på både benzin og diesel fra 1. januar 2024.

Og her er der tale om en stigning, der bestemt er til at mærke, lyder det fra Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM. Han kalder det nemlig for 'en rekordstor stigning'.

Konkret vil der være tale om en fordyrelse på hele 7,7 procent. Derfor vil det være til at mærke for de mange danske bilister, der fortsat kører i en bil, der drives af benzin eller diesel.

Hvis du skal fylde benzin i din bil, kan du forvente en stigning på 41 øre per liter. Hvis du derimod kører i en dieselbil, skal du fremover betale 27 øre mere per liter brændstof.

Det hele er et resultat af en skattereform, der blev indgået tilbage i 2009. Her blev man fra politisk side enige om, at benzin- og dieselafgifterne hvert år skal reguleres ud fra et gennemsnit af nettoprisindekset to år tilbage.

Hvad det vil sige er, at afgiften for næste år bliver baseret på 2022, hvilket er årsagen til den store stigning. Det var nemlig et år, hvor inflationen for alvor fik fat om verdensøkonomien. Og det kommer de danske ejere af benzin- og dieselbiler nu til at mærke konsekvenserne af.

"De fleste havde nok glemt konsekvenserne af, at en aftale fra 2009 vil medføre et ordentligt hop, som energiafgiften tager fra 2024, og det vil kunne mærkes ude ved benzinstanderne," siger Ilyas Dogru fra FDM til B.T.

Hvis man kører mange kilometer hvert år, vil det naturligvis være til at mærke på økonomien. Er bilen sjældent i brug, vil det ikke have en nær så stor indflydelse på det.

"Kører man 20.000 km om året, vil det alene i energiafgift inklusiv moms være en stigning på cirka 515 kroner," fortæller Ilyas Dogru.

Anbefalet til dig