At kunne kalde sig "kongelig hofleverandør" har i mange år været en stor ære for flere af Danmarks kendte virksomheder.
Titlen har symboliseret en eksklusiv anerkendelse fra Kongehuset, og virksomheder som Georg Jensen, Arla og Kay Bojesen har med stolthed båret prædikatet.
Nu er tiden dog ved at rinde ud for indehavere af hædersbetegnelsen, da Kongehuset har besluttet at afskaffe ordningen senest ved udgangen af 2029.
Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
Kongehuset forklarer, at de ikke længere ser hofleverandørordningen som tidssvarende.
"Det er Kongehusets opfattelse, at en ordning, som indebærer, at enkelte virksomheder gennem en årrække kan påberåbe sig en særlig anerkendelse fra Kongehuset, ikke længere er tidssvarende," lyder det i meddelelsen.
Den traditionsrige titel har gennem tiden fungeret som et kvalitetsstempel for virksomheder, der har leveret varer eller tjenester til Kongehuset.
I de senere år er ordningen dog blevet kritiseret for at være uklar og gammeldags.
Flere kritikere, herunder Forbrugerrådet Tænk, har opfordret til at revurdere eller modernisere ordningen.
Det er den kritik, Kongehuset nu reagerer på.
"Dertil kommer, at en række af de nuværende hofleverandører ikke – eller kun sjældent og i begrænset omfang – leverer varer eller tjenesteydelser til Kongehuset, samt at flere af de virksomheder, der leverer varer eller tjenesteydelser til Kongehuset, ikke er på listen over hofleverandører. Udtrykket ”hofleverandør” er således ikke længere en retvisende betegnelse," skriver Kongehuset.
Ved begyndelsen af 2024 havde 104 danske virksomheder titlen kongelig hofleverandør, en titel der gives for fem år ad gangen.
For at give de berørte virksomheder tid til at indrette sig på ændringerne, vil alle eksisterende hofleverandører kunne bruge prædikatet frem til 31. december 2029. Herefter vil prædikatet ikke længere kunne anvendes.
Kongehuset understreger, at de stadig vil arbejde for at støtte dansk erhvervsliv, men fremover på en måde, der kan omfavne flere virksomheder og brancher.