Leo Nielsen, der er kendt som den ene del af Sussi & Leo, er gået bort. Han er sovet stille ind på Hjørring Sygehus. Han blev 67 år.
Det bekræfter Sussi, som ikke kun har været hans musikalske partner, men også hans kone gennem mere end 50 år, over for Ekstra Bladet.
"Leo er død. Jeg tror, det skete omkring klokken 3 i nat, men jeg er ikke sikker, fordi jeg lå og sov. Men det skete cirka klokken 3, fortæller Sussi til Ekstra Bladet.
Derudover sætter hun også nogle ord på, hvordan hun selv har det, efter at have mistet en mand, der har været en fast del af hendes liv i så mange år.
I denne forbindelse har hun slået fast, at hun har det godt, da hun er glad for, at han er kommet herfra, så han endelig har kunnet få fred.
"Jeg har det faktisk godt. Leo lå jo bare der, og det var jo ikke godt. Så jeg er glad for, at han har fået fred," fortæller hun også.
Lørdag den 11. februar blev Leo indlagt, og siden har det ikke været muligt at komme i kontakt med ham. Det fortalte Sussi tidligere på ugen til flere danske medier.
Og nu har Leo endelig fået fred, efter at have været igennem et både langt og opslidende forløb med sygdom, som tog sin start for flere år siden.
Det fik sin start, da han var uheldig og faldt ned af en stige i den autocamper, som han og Sussi har brugt til at køre rundt i hele Danmark, når de skulle optræde med deres band, som har gjort dem til kendte navne i hele landet.
Han brækkede sin hofte i 2016, og blev senere ramt af komplikationer, der gjorde, at han måtte opereres igen. Desuden fik han problemer med sin ene nyre og stafylokokker i det ene ben samt mistede synet på det ene øje.
I december sidste år blev han ramt af tarmslyng, og måtte indlægges i to måneder. I slutningen af januar kom hen hjem med en vægt på kun 46 kg.
Efter få uger hjemme blev han igen indlagt, men denne gang var der ikke mere håb tilbage. Hans nyrer svigtede, og hans lever satte langsomt ud - og nu har han endelig fået fred.