Telia er et velkendt navn blandt mange danskere, der har benyttet sig af telekoncernens tjenester gennem årene.
Selvom selskabet solgte sin danske afdeling i 2023 til Norlys, spiller Telia fortsat en stor rolle i Norden med afdelinger i blandt andet Sverige, Norge og Finland.
Men nu er der trist nyt fra telegiganten.
Telia står over for en omfattende nedskæringsrunde, der vil resultere i afskedigelsen af omkring 3.000 medarbejdere på tværs af koncernens afdelinger i Sverige, Norge, Finland og Estland.
Tiltaget kommer som led i et større omstruktureringsprogram, der skal sikre en årlig besparelse på mindst 2,6 milliarder svenske kroner, svarende til cirka 1,7 milliarder danske kroner.
Det skriver Børsen.
Den svenske afdeling bliver hårdest ramt med 1.400 medarbejdere, der skal forlade virksomheden.
Det er en del af en strategi, der skal effektivisere Telias drift og gøre koncernen mere kundefokuseret.
I en udtalelse forklarer Telia, at forandringsprogrammet er designet til at "forenkle virksomhedens drift ved at implementere en ny driftsmodel med strømlinede processer og forbedrede arbejdsmetoder."
Telia har tidligere været en central aktør på det danske marked, men solgte i 2023 sin danske afdeling til Norlys for 6,2 milliarder kroner. Salget af den danske afdeling er et led i Telias langsigtede plan om at fokusere på sine kerneforretninger i de øvrige nordiske og baltiske lande.