Det bliver ikke længere helt så billigt at tage offentlig transport ud til Kastrup.
Fra 2027 lægges der 20 kroner oven i billetprisen, hvis du rejser det sidste stykke til Københavns Lufthavn med metro, tog eller bus.
Den nye takst er en del af en politisk aftale mellem Københavns Borgerrepræsentation og regeringen, som skal være med til at finansiere udvidelsen af hovedstadens metrosystem.
Det skriver Politiken.
Tillægget vil ikke gælde for pendlere og ansatte i lufthavnen, men for alle andre bliver det en fast del af regningen, når turen går mod flyet.
Aftalen hænger tæt sammen med planerne om den kommende metrolinje M5, der blandt andet skal have stop på Lynetteholmen – den kunstige ø, som er under opbygning ved Refshaleøen.
Øen forventes at få op mod 35.000 indbyggere, og første del af metrolinjen – fra Hovedbanegården til Prags Boulevard – forventes klar i 2030’erne.
Hele linjen står ifølge planerne færdig i løbet af 2040’erne.
Tilbage i december foreslog overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil en langt højere takst på op til 100 kroner.
Hun udtalte, at 50 eller 100 kroner stadig ville være et meget lille lufthavnstillæg sammenlignet med udlandet. Sådan skriver Ekstra Bladet.
Den politiske løsning landede altså på 20 kroner.
Men det er næppe sidste gang, det koster ekstra at komme frem i hovedstaden.