Når kalenderen viser maj 2025, bliver 1000-kronesedlen samt en række ældre danske pengesedler ugyldige som betalingsmiddel.
Alligevel er ældre sedler til en værdi af hele 2,8 milliarder kroner stadig ikke blevet indleveret. På trods af gentagne opfordringer er kun fem procent af disse gamle sedler blevet afleveret.
Det viser nye tal fra Nationalbanken ifølge DR.
Peger på ældre borgere
Nationalbankens hovedkasserer, Niels Kaas, spekulerer i, at mange af de gamle sedler ligger hos ældre borgere, som måske har gemt dem i årtier.
"Der er en vis sandsynlighed for, at de ligger inde hos nogle, der var voksne, da sedlerne var på markedet. Desto ældre sedler er, desto ældre er de borgere, der har dem liggende, nok også," siger han.
Sedlerne, der snart bliver ugyldige, inkluderer blandt andet de velkendte serier med Carl Nielsen og H.C. Andersen samt ældre sedler med motiver som egernet og firbenet.
Nationalbanken indkalder i alt fire ældre seddelserier, hvoraf den ældste stammer helt tilbage fra Anden Verdenskrig.
Kritikken hagler ned
Mens Nationalbanken peger på de ældre mennesker, er der flere politiske partier, der mener, at de bør kigge indad.
Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Peter Kofod, udtrykker bekymring over, at mange danskere ikke er opmærksomme på, at komme af med de gamle sedler, som snart er ingenting værd:
"Jeg kan frygte, at der er mange mennesker, der ligger inde med de her sedler, fordi de ikke har opdaget, at det er nu, man skal indlevere dem," siger han ifølge DR.
Kritikken går på, at Nationalbankens nuværende kampagner, der blandt andet inkluderer e-Boks-meddelelser og opslag på sociale medier, ikke rammer de ældre borgere.
Sascha Faxe fra Alternativet påpeger, at man også bør få budskabet udbredt via tv og trykte aviser, så alle har en chance for at opdage udfasningen i tide.
"Vi har en interesse i, at de ikke brænder inde med penge," udtaler hun.
Nationalbankens hovedkasserer, Niels Kaas, ser tingene på en lidt anden måde. Han påpeger i samme ombæring, at banken har gjort meget for at kommunikere bredt.