Et højtryk ligger næsten stille syd for Danmark og sender fortsat fugtig og for årstiden varm luft op over landet fra sydvest.
Det grå og milde vejr ser dog ud til at få en afslutning, og det nye år starter med blæst og koldt vintervejr, som kan give sne til landet.
Sådan skriver DMI.
Blæsende nytårsaften
Hen over juledagene har Danmark befundet sig på den varme side af fronterne, hvilket har givet disse grå juledage, men det er nu forbi.
Nytårsaftensdag bliver blæsende, hvilket skyldes et lavtryk, som bevæger sig ind over det vestlige Norge.
Lavtrykket sender samtidig regn ind over os, men i Nordjylland er der mulighed for at regnen kan gå over i slud og tøsne.
Årets første sne
Efter nytårslavtrykket ser nytårsdag ud til at blive en overgangsdag.
Vinden aftager, og der kan lokalt være plads til lidt sol, selvom skyer og måske lidt regn fortsat dominerer.
Det varer dog kun kort.
Det næste lavtryk befinder sig ude i Nordatlanten, og den tilhørende frontzone kan allerede bevæge sig ind onsdag aften.
Der er dog stor usikkerhed omkring lavtrykket - særligt hvad angår dets bane.
Den nuværende model siger, at lavtrykket skal bevæge sig ind over sydlige del af Danmark. Sker det kan natten til torsdag og torsdag sende blæst og sne ind over os.