Vinderen er fundet: Denne danske film så vi mest i biografen i 2023

Af: Mie M.B

|

27/12/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Filmen er instrueret af multikunstneren Hella Joof

Mest læste i dag

Danskerne har ikke kun været optaget af meteorologiske målinger på grund af stormvejret den seneste uges tid – filmen 'Meter i sekundet' har også været i fokus gennem året. En opgørelse fra Det Danske Filminstitut afslører, at filmen har været den mest sete danske film i biograferne i 2023 med imponerende 351.000 solgte billetter. Det skriver TVMidtvest.

Filmen, der er en filmatisering af Stine Pilgaards roman af samme navn, formåede at tiltrække publikum allerede fra premieren den 2. februar. Især i Ringkøbing satte 'Meter i sekundet' rekord med flest solgte billetter i byens biograf.

Stine Pilgaard, forfatteren bag bogen, skrev værket under sit ophold på Vestjyllands Højskole, og historien er løst baseret på hendes eget liv. Handlingen udspiller sig i de omgivelser, hun oplevede under de seks år, hun boede i Velling. Filmen modtog støtte på to millioner kroner fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det er ikke kun 'Meter i sekundet,' der har markeret sig i filmåret for Vestjylland. Storfilmen 'Bastarden' med Mads Mikkelsen i hovedrollen har også været et stærkt bidrag. Filmen, der havde premiere i Viborg den 5. oktober, er blandt de 15 film, der kæmper om en Oscar for bedste udenlandske film. 'Bastarden' har solgt 243.150 billetter indtil nu og fortæller historien om Ludvig Kahlen, en stædig kaptajn, der tager udfordringen op med at gennemføre kongens projekt om at opdyrke den jyske hede. Optagelserne fandt sted på steder som frilandsmuseet Hjerl Hede, en strand i Holstebro-egnen, i Viborg Kommune samt i Tyskland og Tjekkiet.

Top 5 danske biograffilm i 2023

  1. Meter i sekundet - 351.000 billetter

  2. Når befrielsen kommer - 290.533 billetter

  3. Bastarden - 243.150 billetter

  4. Kysset - 220.400 billetter

  5. Underverden 2 - 196.979 billetter

Anbefalet til dig