En børnefødselsdag i Legeland Viborg endte helt galt for flere af gæsterne, da en voldsom omgang Roskildesyge de efterfølgende dage fik ram på ikke mindre end 50 gæster. En af disse var Mikael Thomsen, far til fødselaren på 7, der dagene efter besøget oplevede først sin bonusdatter kaste op hele otte gange indenfor en time, hvorefter hans søn ligeledes lagde sig. Det fortæller han til mediet TV Midtvest.
Få minutter senere blev det Mikaels tur med både opkast, diarré og mistet fornemmelse af tilstedeværelse. Det blev til sidst så slemt, at kæresten måtte ringe efter en ambulance, da hun ikke turde have ham hjemme længere. Særligt fordi Mikael Thomsen har diabetes og hans blodsukker søndag aften var helt i bund. Han blev derfor hentet og kørt på Rigshospitalet Viborg.
Ejeren af legelandet er i chok over de mange tilbagemeldinger, der er kommet efter weekendens besøg. “Vi har aldrig prøvet det før. Så vi er lidt rystede over, at det kan ske,” fortæller Kenneth Lovén, ejer af Legelandet, til TV 2. Han har haft Legelandet i 13 år og denne uge skiller sig markant ud. Den foreløbige konklusion ud fra tilbagemeldingerne der er kommet ind er, at det ikke er maden eller drikkevarerne, der har været årsag til den voldsomme smitte. Der er nemlig flere, der er blevet smittet, selvom de intet har indtaget. Der må derfor være tale om et smitsom virus i omløb.
“Fødevarestyrelsen har været der i dag for at undersøge alle vores procedurer, og hvis den havde nogen som helst mistanke om, at der var noget galt med vores køkken, måtte vi ikke genåbne, og den har sagt, at vi godt må åbne igen,” fortæller Kenneth Lovén.
Legelandet er nu lukket og i fuld gang med en hovedrengøring ud over det sædvanlige ved trampoliner, boldrum og diverse andre steder. Et krav før at dørene igen kan åbnes. Det mere end 3000 kvadratmeter store legeland kræver mange ressourcer og der er kaldt ekstra bemanding ind for at få det hele gjort rent og klart igen.
Legeland Viborg er generelt kendt som et sted med glade smileys og rene, pæne faciliteter, men ovenpå weekendens smitte, tager de hygiejnen ekstra alvorlig, når de atter slår dørene op for deres gæster.