Blev ulovligt den 1. juli: Nu kan ét klik koste dig en bøde

Teknologi
Foto: Sikkerhedsstyrelsen / E-handel
Den 1. juli blev det ulovligt.

Lige nu læser andre også

Indtil 1. juli var du som forbruger ikke per automatik kriminel, hvis du bestilte nogle ellers ulovlige e-cigaretprodukter hjem fra nettet.

Men efter nye regler er det nu forbudt både at købe og indføre blandt andet nikotinholdige engangs-e-cigaretter med smag af for eksempel slik, vandmelon eller blåbær.

Du må derfor ikke længere købe eller bestille produkterne hjem over nettet.

"De nye regler skal være med til at begrænse danskernes forbrug af nikotinprodukter. Det sker især med vores kommende generationer for øje, som altså skal have sværere ved at få fingrene i de her ulovlige e-cigaretprodukter," siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, ifølge en pressemeddelelse.

Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med elektroniske cigaretter og vil også føre kontrol med, om de nye forbud overholdes.

Kontrollen bliver udført i et tæt samarbejde med Toldstyrelsen og Skattestyrelsen, som blandt andet stopper pakker med ulovlige e-cigaretprodukter, som danskerne klikker hjem fra nettet.

Lovligt at besidde op til ti enheder til eget forbrug

Som forbruger på dansk jord må du dog stadig gerne besidde op til ti enheder af blandt andet engangs-e-cigaretter med nikotin og nikotinvæsker med kendetegnende aroma af andet end mentol og tobak.

Men besiddelsen må kun finde sted, hvis produkterne udelukkende er til eget forbrug.

"Så selvom du ikke længere må bestille de her ulovlige e-cigaretprodukter hjem over nettet, må du gerne have op til ti enheder med hjem fra en ferie i udlandet til eget forbrug. For så besidder du produkterne fysisk på dig, når produkterne krydser grænsen til Danmark. Det gør du ikke, når du bare klikker dem hjem fra nettet. Deri ligger forskellen ifølge lovgivningen," forklarer Stine Pedersen.

Overtræder du som forbruger de nye købe-, indførsel- eller besiddelsesforbud for ulovlige e-cigaretprodukter, vil du som udgangspunkt blive meldt til politiet, ligesom du risikerer at få en bøde.

De nye forbud sker som led i regeringens forebyggelsesplan, der blev præsenteret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i efteråret sidste år. Forebyggelsesplanen indeholder 30 initiativer, som på sigt skal være med til at nedsætte børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.

Anbefalet til dig