Bailey Page befandt sig i en vanskelig situation tilbage i 2020. Efter en aften med en masse sjove timer på en natklub løb hans telefon tør for batteri, og han kunne derfor ikke bestille en taxa for at komme hjem.
Den unge mand fra Queensland var nødt til at gå hjem, men undervejs begyndte han at gruble over forskellige idéer. Mens han gik, forestillede han sig måder at oplade telefoner på uden at skulle have en oplader med sig alle steder, man gik hen.
Vi har alle haft vores egne 'natlige' tanker og idéer, men Page besluttede sig for at tage sin idé et skridt videre. Da han kom hjem (og faktisk stadig kunne huske sin idé), begyndte han at lave research på internettet og opdagede, at der var et stort hul på markedet.
Han gjorde sin idé til virkelighed og formåede at tjene 72.000 dollars på blot seks uger. Det svarer til intet mindre end 500.000 kroner, hvilket må siges at være en stor sum penge på seks uger.
Page besluttede sig for at bruge sin opsparing på 27.000 dollars (cirka 185.000 kroner) til at skabe en bærbar oplader, som folk nemt kunne have med sig.
Han var kun 20 år gammel, da han skabte Zip Zap, som er navnet på den bærbare oplader, der spredte sig over hele verden og gav ham betydelig økonomisk succes i de følgende år.
Det beviser, at det sommetider godt kan betale sig at handle på de 'dumme' idéer man får midt om natten. Det vil dog næppe være alle, der får lige så stor succes med det, som det har været tilfældet for Page.