Selvom du aldrig kunne finde på at køre med alkohol i blodet, kan du stadig risikere at miste dit kørekort i Sverige.
Det skyldes en særlig praksis, hvor blodprøver kan afsløre mere, end du måske tror.
Ifølge svenske Sydsvenskan har flere borgere for nylig oplevet at få inddraget deres kørekort, selvom de var ædru under politiets kontrol.
Problemet opstår, når borgere går til lægen for eksempelvis at få tjekket blodtryk eller justeret medicin.
Her bliver der ofte taget en blodprøve – og i nogle tilfælde et såkaldt PEth-blodprøve, der måler, om personen har et højt alkoholforbrug over længere tid.
Hvordan kan det ske?
PEth-prøven afslører alkoholmarkører i blodet og kan vise, hvor meget alkohol en person har indtaget over de seneste to til tre uger.
Hvis værdien er over 0,3, kan det indikere overforbrug eller et risikabelt forhold til alkohol.
Hvis en læge vurderer, at en person på grund af medicinske årsager ikke er egnet til at køre bil, er lægen forpligtet til at indberette dette til Transportstyrelsen.
Herefter kan myndighederne inddrage kørekortet - også selvom personen aldrig har kørt bil påvirket.
"Det kræver mere end ét enkelt prøveresultat over grænseværdien, og der går måske fem til seks uger mellem prøverne," forklarer Patrik Grundtman, som er udreder hos Transportstyrelsen.
Ikke kun én prøve er nok
Grundtman understreger, at én enkelt forhøjet prøve ikke automatisk fører til mistet kørekort.
Det kræver flere prøver med samme resultat, før Transportstyrelsen griber ind.
Siden 2012 har PEth-prøverne været en del af de medicinske retningslinjer for kørekort i Sverige, og siden 2019 er de blevet brugt mere aktivt i vurderingen af kørekortsegnede personer.