Træder i kraft 23. september: Hastighedsgrænsen nedsættes på E45

Trafikken
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Vejdirektoratet har meldt ud, at det sker fra den 23. september.

Mest læste i dag

På lørdag i næste uge begynder Vejdirektoratet arbejdet med at sætte nye støjskærme op langs Nordjyske Motorvej i Aalborg.

Så længe arbejdet står på, bliver hastighedsgrænsen sat ned til 80 kilometer i timen, hvilket man derfor skal være opmærksom på, såfremt man dagligt færdes på den del af motorvejen.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Trafikanterne i Aalborg skal snart vænne sig til, at trafikken kommer til at glide lidt langsommere end sædvanligt på Nordjyske Motorvej E45.

Lørdag den 23. september begynder Vejdirektoratets entreprenør DAV NORDIC det forberedende arbejde til at opsætte støjskærme, der skal reducere støjgenerne for de mange naboer til motorvejen.

Der ligger en del bolig- og kolonihaveområder tæt på motorvejen, hvor støjen overstiger Miljøstyrelsens fastsatte grænseværdier på 58 dB, og derfor er strækningen udpeget til en støjforbedring. Efter opførelsen af støjskærmene kan naboerne se frem til en væsentlig støjreduktion.

Sådan foregår arbejdet

Vejarbejdet er delt op i fire faser, hvor entreprenøren starter op ved fase 1 på strækningen mellem jernbanen og området ved Højvang Øst. I fase 1 og 2 vil der kun blive arbejdet i nordgående retning, og det vil dermed også kun være trafikanterne, der kører nordpå, som vil blive påvirket af hastighedsbegrænsningen foreløbig.

Entreprenøren forventer at kunne tage hul på fase 2 sidst på året. Når fase 2 går i gang, vil der fortsat være vejarbejde ved fase 1, og det betyder, at hastighedsbegrænsningen på 80 km/t vil blive forlænget i nordgående retning.

Vejdirektoratet kender endnu ikke de præcise tidspunkter for igangsættelse af vejarbejdet på fase 3 og 4 i sydgående retning, men det vil formentlig ske i begyndelsen af 2024.

Information til trafikanter

Mens vejarbejdet står på, bliver hastigheden sat ned til 80 km/t af hensyn til trafikanternes og vejarbejdernes sikkerhed. Der vil fortsat være to spor farbare, men sporene vil være smallere end normalt.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboere i området.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Anbefalet til dig