Flypassagerne, der fløj med Qantas, som er Australiens nationale flyselskab, var ikke tilfredse med filmen, som de var tvunget til at se under rejsen.
Flyselskabet kom nemlig til at afspille en seksuelt eksplicit film, som passagerne ikke havde mulighed for at slukke.
Ifølge Fox Business, som har været i kontakt med Qantas, fandt hændelsen sted under en tur fra Sydney til Japan.
De vælger dog ikke at afsløre, hvilken film, der var tale om, men ifølge news.au, så hedder filmen "Daddio".
Ifølge filmens IMDB-side har den fået R-mærkatet, fordi den indeholder "seksuelt materiale og kort grafisk nøgenhed".
En passager har i kølvandet på hændelsen skrevet om det i et opslag på Reddit.
Det fremgår heraf, at filmen "var umulig at sætte på pause, dæmpe eller slukke for".
»Den indeholdt grafisk nøgenhed og en masse sexscener," skriver Reddit-brugeren i et indlæg på r/QantasAirways.
"Det tog næsten en time, før de skiftede til en mere børnevenlig film, men det var meget ubehageligt for alle, især for familier og børn om bord."
En talsperson for Qantas udtaler til FOX Business, at det individuelle filmvalg ikke var tilgængeligt på grund af et teknisk problem.
Besætningsmedlemmerne skiftede til en familievenlig film, da de indså, at de ikke kunne løse den tekniske fejl.
"Filmen var tydeligvis ikke egnet til at blive vist under hele flyvningen, og vi undskylder oprigtigt over for kunderne for denne oplevelse,« sagde repræsentanten. »Alle skærme blev ændret til en familievenlig film for resten af flyvningen, hvilket er vores standardpraksis i de sjældne tilfælde, hvor individuelt filmvalg ikke er muligt."
"Vi er ved at gennemgå, hvordan filmen blev udvalgt."