Artemis Bayandor var oprindeligt begejstret over sin succes med vægttab ved brug af vægttabsmedicinen Wegovy, som også kaldes for Ozempic.
Den 41-årige kvinde fra Illinois, der arbejder i flyindustrien, smed lidt over 7 kg af sin genstridige babyvægt på seks måneder tilbage i 2021.
Men efter at være blevet tvunget til at stoppe med injektionerne i april 2022 på grund af en prisstigning, endte hun ikke blot med at tage den tabte vægt på igen, men hun blev også tungere, end hun var inden starten.
Inden for 18 måneder havde hun taget 13 kg på - og vejede derfor pludselig 7 kg mere, end da hun startede. Det skriver det britiske medie Daily Mail.
Og hun er ikke alene om det. Eksperter har for nylig fremhævet, at størstedelen af de mennesker, der stopper med at tage vægttabsmedicin som Wegovy, tager to tredjedele af deres vægttab på igen inden for et år.
TikTok-stjernen Remi Bader oplevede noget lignende og udtalte, at hun havde taget 'dobbelt så meget vægt på igen', som hun havde tabt, mens hun tog Ozempic.
Bader, der tidligere havde fået behandling for en spiseforstyrrelse med overspisning, forklarede også, hvordan hendes overspisning blev værre, da hun stoppede med medicinen.
En anden kendt person, der ikke oplevede den store succes med medicinen, er komikeren og skuespilleren Tracy Morgan, som tidligere på året afslørede, at han havde 'overspist' på Ozempic og taget 18 kg på.
Rigtig mange patienter har - som eksperterne har påpeget - også rapporteret, at de har taget en del af den tabte vægt på igen. En af dem er Meredith Schorr, der er en sygeplejerske fra Arizona. Den 25-årige havde taget næsten 22 kg på under pandemien.
Hun begyndte at bruge semaglutid, efter at diæter og motion ikke hjalp hende i mål, og tabte den vægt, hun havde taget på under pandemien. Det tog hende 11 måneder at gøre dette, men da hun stoppede med at tage medicinen for at blive gravid, tog hun næsten 6 kg af den tabte vægt på igen.
36-årige Sam Tejada fra Florida fortalte til Daily Mail, at han havde tabt sig lidt over 25 kg, mens han brugte semaglutid og tirzepatid, der er de aktive ingredienser i vægttabsmedicinen Mounjaro sidste år. Tejada, der arbejder i sundhedsbranchen, nåede ned på lige under 82 kg, mens han brugte medicinen.
Men inden for en måned efter at være stoppet med at tage medicinen, bemærkede han, at vægten langsomt begyndte at stige igen. Han forklarede dog, at han havde formået at holde vægten nede ved at øge sin træningsrutine.