En mor, der egentlig gjorde et forsøg på at filme sin datters første skridt, endte med at fange et helt andet og noget uventet øjeblik på kamera.
Videoer spiller ofte en vigtig rolle i familielivet. De giver mulighed for at indfange vigtige øjeblikke i barnets tidlige år. Det kan derfor vise sig at være øjeblikke, der senere kan genses og nydes af forældre og andre familiemedlemmer.
Det er en proces, der kan bringe folk tættere sammen. I 2020 fandt et studie i Journal of Experimental Child Psychology frem til, at det at se en video sammen skaber en form for 'social nærhed' mellem børn og voksne.
En dag vil mor til to, Amanda Molinari, sikkert sætte sig ned med sine børn og se den optagelse, som denne artikel handler om. Dog vil det ikke være af den grund, hun oprindeligt havde tænkt sig.
Da Molinari besluttede sig for a trykke på optageknappen, håbede hun på at fange sin 6 måneder gamle datter Viannas første skridt.
"Vi var lige blevet færdige med aftensmaden, og vi leger altid lidt, inden det er tid til bad," sagde Molinari til Newsweek.
"Vi havde bemærket, at vores datter begyndte at komme op på hænder og knæ og prøvede at vippe frem og tilbage. Det er mit andet barn, og jeg ved, at de bare gør tingene hurtigt og uden varsel, så jeg lå bare på gulvet og forsøgte at optage hende."
Men mens Molinari havde fokus på at filme Vianna, havde hendes 2-årige søn Julian andre planer. Hvad der skete bagefter, blev fanget på video og senere delt på TikTok under brugernavnet @amm5.20.
Ud af det blå dukkede Julian op og blokerede udsynet til Vianna, hvorefter han sagde 'Cheeeeseee' direkte ind i kameraet.
"Min søn genkender kameraet pga. blitzlyset - det fanger hans opmærksomhed, og vi plejer altid at sige, 'Kom så - sig cheeeeeese'. Han må have set blitzlyset i øjenkrogen og besluttede sig for at sige det," sagde Molinari.
Det kunne ligne en helt almindelig interaktion mellem søskende - en lillesøster, der bliver 'afbrudt' af sin storebror - men Julians optræden i videoen havde en langt større betydning, end mange måske umiddelbart forstod.
"Vi fik at vide på Julians toårs fødselsdag, at han er autistisk, og at det ville kræve en stor indsats at få ham til at tale," forklarede Molinari.
"Så det var virkelig noget smukt, jeg fik fanget på kamera - at høre min første babys stemme for første gang, er noget jeg har drømt om."
Molinari havde egentlig besluttet sig for at optage en video for at fange sin datters milepæl, men endte med at få sin søns i stedet.
"Jeg blev så begejstret, at jeg stoppede optagelsen med det samme. Jeg havde lyst til at græde og reagere voldsomt, men han bliver meget genert, hvis jeg bliver for entusiastisk," sagde hun.
Hun fangede måske ikke Viannas første skridt den dag, men det kan stadig nås. Lige nu er Molinari bare lykkelig for at kunne gense det øjeblik igen og igen.
"Det var noget af det bedste i verden at høre Julian endelig sige noget At vide, at han har sagt et rigtigt ord, gør mig vildt spændt på at se, hvad han siger næste gang," lød det også fra hende.
En dag håber hun at vise videoen til Julian. Indtil videre er hun glad for at dele den på sociale medier.
"Jeg vil gerne vise andre forældre til børn på autismespektret, at vores børn godt kan overraske og overvinde oddsene. Det handler om at tro på dem og have tålmodighed," sagde Molinari til sidst i sit interview med Newsweek.