Krydstogt har længe været kendt som en rejseform for dem, der gerne vil rundt og se verden samtidig med, at de ikke har lyst til kør-selv ferie.
På skibet finder man luksus samtidig med, at man lægger i havn mange forskellige steder.
Men den normalt gode mobilitet på et krydstogtskib er forsvundet helt for passagerene på krydstogtskibet Odyssey, der var på vej på en lang jordomrejse.
Skibet har i snart tre måneder været ufrivilligt forankret i Belfast, Nordirland, på grund af vedvarende tekniske problemer med skibet.
Det skriver BBC.
Skibet, der ejes af Villa Vie Residences, skulle have forladt havnen den 30. maj og påbegyndt en treårig rejse, men tekniske fejl i styresystemet og roret har sat en brat stopper for afrejsen.
Oprindeligt blev flere passagerer omdirigeret til andre krydstogter rundt om i Europa, men yderligere komplikationer med skibet har forlænget ventetiden.
CEO i Villa Vie Residences, Mike Petterson, udtalte for en måned siden, at passagererne blev fløjet hjem med løfte om at blive hentet igen, når skibet var klar til at sejle.
Alligevel ligger skibet stadig ved kaj, og nogle passagerer har valgt at blive ombord i Belfast, hvor de tilbringer dagene på skibet, men må forlade det om aftenen.
Selvom der nu er gået tre måneder uden afgang, forbliver håbet om at krydstogtet snart kan begynde.
Mike Petterson har udtalt til BBC, at han forventer, skibet kan komme af sted inden udgangen af næste uge, men efter så lang ventetid er der en vis skepsis blandt de tilbageværende passagerer.
Imens fortsætter dagene med at gå, og passagererne må finde sig i den uventede pause i deres eventyr.