Prisen på øl styrtdykker i Danmarks naboland - Og det skaber stor forargelse

Af: Lucas Andreas

|

11/12/2024

Udland
Foto: Pack-Shot/Shutterstock
Foto: Pack-Shot/Shutterstock
Priserne er på vej helt i bund.

Lige nu læser andre også

Tager man et kig i en tilbudsavis fra en af de mange supermarkedskæder i Danmark, er man ikke i tvivl om, at december-priskrig er en stor ting.

Lurpak til 8 kroner og flæskesteg til 9 kroner halvkiloet er blot nogle af de populære tilbud, som der i øvrigt er mange af.

Det er dog ikke kun i Danmark, at priskrigen raser.

Priskrigen i Norges dagligvarebutikker har nået nye højder op til jul, hvor særligt priserne på juleøl er sat markant ned.

Den populære Ringnes juleøl er i flere supermarkedskæder reduceret fra 30 til 20 norske kroner, hvilket betyder, at en sixpack nu kan købes for omkring 120 norske kroner – samme pris som en enkelt øl på et norsk værtshus.

Mens forbrugerne nyder godt af de lave priser, er ikke alle lige begejstrede.

Ragnhild Kaski, generalsekretær i organisationen Av-og-til, der kæmper mod overforbrug af alkohol, ser med stor bekymring på udviklingen og retter kritik mod butikkernes valg af tilbud.

"Når det kommer til alkohol, er priskrige en meget dårlig idé," udtaler hun til NRK.

Ifølge Kaski øger de lave priser forbruget, hvilket er særligt problematisk i juletiden, hvor mange i forvejen drikker mere end normalt.

Hun fremhæver også, at flere familier har medlemmer, som bliver for fulde, og at det kan skabe utryghed i højtiden.

Også Helsedirektoratet følger situationen tæt. Linda Granlund, afdelingsdirektør i myndigheden, opfordrer butikkerne til at prioritere prisnedsættelser på sundere produkter fremfor alkohol.

"Det er ikke ulovligt, men vi vil hellere opfordre handlen til at gennemføre prisnedsættelser på sunde ting end på usunde produkter," siger hun til P4 Nyheter.

Anbefalet til dig