Da Atle Skretting forleden stod foran frysedisken i en Rema 1000-butik i Norge for at købe lidt god laks til aftensmaden, havde han ikke regnet med, at han skulle finde lommeregneren frem.
Dog stod det hurtigt klart, at prisskiltene krævede mere end bare almindelig hovedregning.
To pakker laks lå side om side - en økologisk til 193,50 og en fra lavprismærket Prima til 175,80. Ved første øjekast er der tale om en lille forskel, men ved at sætte lup over det med småt opdagede Atle noget, der fik ham til at hæve øjenbrynene.
Den økologiske var nemlig prissat pr. pakke, mens Prima-varianten var prissat pr. kilo.
Sådan skriver det norske medie Nettavisen.
“Jeg synes, det er en helt mærkelig måde at prissætte varerne på,” siger han.
Stor forskel
Zoomer man ind på de små tal, så har den økologiske en kilopris på hele 387 kroner. Det er mere end dobbelt så meget som Prima-laksens 175,80 pr. kilo.
Rema 1000 forklarer, at Prima-produkterne består af filet-rester og varierer i vægt, hvorfor kiloprisen vises.
Men varierer de virkelig så meget?
De pakker, Nettavisen har tjekket, indeholder alle mellem 505 og 515 gram, og så må du selv vurdere, om det er nok til at vise kilopris frem for pakkepris.
"Jeg synes, det er uretfærdigt. Det er en form for fidus," siger Atle.
Hos Rema 1000 forsikrer indkøbsdirektør Line Aarnes, at man følger reglerne – også selvom priserne måske er lidt svære at finde ud af.