Livet som diplomat har antageligvis været ualmindeligt svært i de seneste år, hvis der har stået Rusland på det diplomatisk pas.
Russerne har i været i strid modvind i den vestlige verden de seneste mange år, men siden Ruslands invasion af Ukraine har forholdet for alvor skrantet.
Mens verdens øjne ofte er rettet mod diplomati på det storpolitiske plan, er en mere jordnær konflikt mellem Rusland og Japan ved at udspille sig.
Sagen er den, at Russiske diplomater har gjort sig bemærket i en særlig kategori: ubetalte parkeringsbøder.
Ifølge South China Morning Post tegner russiske ambassader og konsulater sig nemlig for hele 63 procent af alle bøder udstedt til diplomater i Japan.
Situationen nærmer sig en kritisk grænse.
De japanske myndigheder registrerer i dag 2.418 ubetalte bøder, og der er ingen tegn på, at Rusland agter at åbne tegnebogen.
Den russiske ambassade påberåber sig Wien-konventionen om diplomatiske og konsulære forbindelser, der sikrer diplomatisk immunitet.
Japanske myndigheder er dog af en anden opfattelse og mener, at denne immunitet ikke dækker over parkeringsbøder. Derfor har de indledt en dialog med den russiske ambassade i Tokyo i et forsøg på at få løst striden.
For professor i internationale relationer Yakov Zinberg handler sagen ikke kun om økonomi.
“Det handler ikke om, at Rusland ikke har råd, men snarere om en symbolsk handling for at vise foragt,” siger Yakov Zinberg til South China Morning Post.
På sociale medier i Japan vokser kritikken af den russiske ambassades opførsel.
Flere japanere foreslår, at russiske diplomater bør mødes med modtræk, såsom at nægte tankning af deres køretøjer i Japan. Sådanne forslag understreger, at sagen langt fra er blevet mødt med overbærenhed blandt den japanske befolkning.
For japanerne handler det om retfærdighed og respekt for reglerne – for Rusland synes det at være et spørgsmål om principper og stædighed.