Sag om tragiske flystyrt: Flyproducent erklærer sig skyldig

Af: Amalie L.

|

08/07/2024

Udland
Genrefoto: Shutterstock
Genrefoto: Shutterstock
I en ny udvikling af sagen har flyproducenten Boeing erklæret sig skyldig i sammensværgelse i sagen om de fatale flystyrt med 737 Max-modellerne.

Lige nu læser andre også

Sagen tager udgangspunkt i to tragiske hændelser, hvor 346 mennesker mistede livet ved flystyrt i Indonesien og Etiopien i henholdsvis 2018 og 2019. 

I dag, mandag morgen dansk tid, offentliggjorde det amerikanske justitsministerium så at Boeing skal betale en massiv bøde på ca. 1,7 milliarder kroner (243,6 millioner dollars), da Boeing har erklæret sig skyldig i en sammensværgelse i forbindelse med med flyulykkerne. 

Det skriver B.T. 

Egentlig havde Boeing allerede i  2021 indgået et forlig i sagen, men da justitsministeriet i maj i år mente, at Boeing havde overtrådt forliget, blev sagen genåbnet.

Med den nye tilståelse risikerer Boeing at få alvorlige konsekvenser for sine fremtidige kontrakter med blandt andet den amerikanske regering. Dog undgår selskabet en retssag, som kunne have afsløret interne beslutningsprocesser op til flystyrtene.

Boeing har helt konkret indrømmet at have fremsat falske oplysninger om en softwarefunktion over for luftfartsmyndigheden FAA. Denne funktion gjorde at Boeing kunne spare penge, da det krævede mindre træning for piloterne, men det var netop denne funktion, der bidrog til de to dødelige styrt.

Som en del af den nye aftale skal Boeing over de næste tre år investere 3,1 milliarder kroner (455 millioner dollars), der skal gå til forbedring af sikkerheden og overholdelsen af regler. 

Justitsministeriet vil i den forbindelse udnævne en uafhængig myndighed til at føre tilsyn med disse investeringer og offentliggøre løbende vurderinger af Boeings fremskridt i selskabets årsrapporter.

Tidligere har Boeing betalt en bøde på 17 milliarder kroner (2,5 milliarder dollars) som en del af forliget fra 2021. Derudover mistede selskabet sandsynligvis omkring 140 milliarder kroner (20 milliarder dollars), da Max-flyene skulle blive på jorden i 20 måneder efter det sidste styrt, og derfor ikke kunne tages i brug.

Anbefalet til dig