Smør, fløde og guld: Supermarkedskæde sælger guldbarrer sammen med dagligvarerne

Af: Lucas Andreas

|

09/05/2024

Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
Koreanerne har hurtigt taget konceptet til sig.

Mest læste i dag

Når det kommer til investeringer, tænker de fleste nok på aktier, obligationer eller ejendomme.

Og det er helt sikkert ikke supermarkedet de fleste vil gå til, for at lave en investering.

Men i Sydkorea har en ny tendens vundet frem, hvor almindelige forbrugere nu også laver en investering, mens de handler dagligvarer.

Det skriver CNBC ifølge Finans.

Den uventede sammenkobling skyldes et samarbejde mellem landets største supermarkedskæde og Korea Minting and Security Printing Corporation, der er ansvarlig for produktion af mønter og pengesedler.

De har nu gjort det muligt at købe guldbarer, når man handler bananer, smør og fløde.

Sammen har de lanceret små guldbarrer, der vejer mellem 0,1 og næsten to gram, og som sælges til priser fra cirka 390 til 1140 danske kroner.

Guldbarrerne, der ikke er større end en fingernegl, kan købes direkte i supermarkederne eller via automater. Interessen har været overvældende, og på bare to dage blev alle barrer på ét gram udsolgt, ifølge CNBC.

Det er især de yngre forbrugere, der har taget godt imod denne nye mulighed for at investere. Faktisk var næsten halvdelen af køberne, omkring 48 pct., mellem 20 og 39 år gamle.

Den tiltagende interesse for at købe fysiske guldbarrer er ikke kun en kuriositet, men også et spejl af en større økonomisk tendens.

Heng Koon How, der er chef for markedsstrategi hos UOB, forklarer, at "efterspørgslen på fysiske guldsmykker vil typisk stige i tider med økonomisk usikkerhed, efterhånden som indenlandske investorer søger sikre investeringer, når den lokale valuta falder i værdi."

Denne udvikling ses også i en nylig rapport fra World Gold Council, som noterer en stigning på 27 pct. i efterspørgslen på guldbarrer og -mønter i årets første kvartal i Sydkorea. Dette markerer den største stigning i to år, og sker samtidig med at både de amerikanske og europæiske markeder oplever et moderat fald i lignende investeringer.

Det, der måske engang var en usædvanlig idé, at købe guld sammen med mælk og brød, synes nu at være en fornuftig strategi for mange sydkoreanere i usikre økonomiske tider.

Anbefalet til dig