John Wes Townley, der tidligere har været professionel racerkører, er blevet skudt og dræbt. Det melder flere amerikanske medier, herunder Athens Banner-Herald.
Ifølge det amerikanske mødte var det John Wes Townley, der selv dukkede op på en adresse i byen Athens, der ligger i Georgia i USA. På denne adresse bor hans ekskone, Laura Townley. På adressen var også en mand ved navn Zachary Anderson.
Athens Banner-Herald skriver, at det lokale politi har informeret om, at John Wes Townley gik til angreb med en økse, hvilket fik Zachary Anderson til at trække et skydevåben og skyde den tidligere racerkører flere gange.
I forbindelse med den voldsomme episode, var John Wes Townley ikke den eneste, der blev ramt af skud. Det lokale politi har nemlig oplyst, at også Laura Townley blev ramt af skud under episoden på hendes adresse.
Politiet blev tilkaldt til stedet klokken 20.50 lørdag den 2. oktober. Da betjentene ankom til stedet, fandt de Laura Townley, der var blevet ramt af skud i maven. Dernæst fandt man John Wes Townley, der var blevet ramt af skud i brystet.
Den 31-årige John Wes Townley er afgået ved døden som følge af de skader, han pådrog sig ved skyderiet. De lokale myndigheder har dog oplyst, at man har en forventning om, at Laura Townley overlever, til trods for, at hun også blev ramt af skud.
Racerkøreren var kendt for sin deltagelse i flere Nascar-kategorier i perioden fra 2008 til 2016. Han meldte ud i 2017, at han vil stoppe sin karriere som aktiv racerkører.
John Wes og Laura Townley har tidligere været i kontakt med politiet, da racerkøreren i 2019 blev sigtet for vold mod sin kone, skriver Athens Banner-Herald.
Parret anmodede om skilsmisse i februar i år, og politiet oplyser, at skilsmissen var færdiggjort, da den pensionerede racerkører angreb både Laura Townley og Zachary Anderson.