En studerende fik mere, end hun havde regnet med, da hun åbnede en tøjpakke fra fast fashion-firmaet Shein og opdagede en levende skorpion.
"Jeg troede, det var et stykke legetøj - og så bevægede den sig," sagde Sofia Alonso-Mossinger ifølge BBC og tilføjede, at det havde været 'ret skræmmende"'.
Med hjælp fra sine bofæller på University of Bristol blev den giftige ubudne gæst flyttet til en beholder, før en ekspert kom for at hente den. Shein, som har base i Kina, meddelte, at de havde foretaget en intern undersøgelse og bekræftet, at 'alle driftsprocedurer er blevet fulgt'.
"Jeg lynede den yderste emballage op og så noget bevæge sig og tænkte: hvad er det her?" sagde den unge studerende fra Storbritannien.
Da hun indså, at det var en skorpion, lynede den 18 -årige Alonso-Mossinger, posen med et par støvler igen, fik den ud af sit værelse og kaldte på sine bofæller.
"Jeg troede, jeg drømte. Jeg føler, at jeg har det fint med edderkopper og den slags, men det var skræmmende at være i mit værelse med en tilfældig skorpion," sagde hun.
18-årige Phoebe Hunt sagde, at hun hørte skrig og styrtede ud for at finde sin bofælle med 'en levende skorpion i en pose på sine støvler'. Hun sagde, at de 'ikke ligefrem var begejstrede over at have en skorpion i lejligheden'.
"Til at begynde med, må jeg indrømme, at jeg sagde, vi skulle slå den ihjel, men så påpegede de andre, at det ikke var det mest humane, så vi fik den skovlet op og lagt i en Tupperware-beholder," sagde hun.
Oliver James, en anden bofælle, som studerer zoologi, fik skorpionen over i en plastikbeholder med et redskab fra køkkenet.
"Det var lidt nervepirrende," sagde han, da ingen vidste, hvor giftig den var.
Bofællerne gav derefter skorpionen vand på et stykke køkkenrulle, som den straks drak, og noget pap at gemme sig under, før de kontaktede dyreorganisationer. Phoebe sagde, at de først prøvede RSPCA, men indså, at organisationen primært håndterer katte og hunde, før de kom i kontakt med National Centre for Reptile Welfare (NCRW).
Organisationen kunne sende en person over inden for et par timer. Chris Newman fra NCRW sagde, at rapporter om sådanne blind passagerer er overraskende hyppige.
"Skorpionen er en Olivierus martensii. Den har ikke rigtig et almindeligt navn bortset fra kinesisk skorpion," sagde han.
Han forklarede, at dens stik ville være 'medicinsk betydningsfuldt og potentielt livstruende, men en gennemsnitlig voksen ville bare have en virkelig dårlig dag'.
"Det er ret bekymrende, at det er den anden, vi har haft på under en måned, som er kommet på denne måde," sagde han.
Heldigvis var der ingen ubehagelig afslutning på historien, og Alonso-Mossinger sagde, at det nu føles 'som en sjov historie... men det var ret skræmmende på det tidspunkt'. Shein meddelte, at de var i kontakt med hende for at løse problemet.
"Efter at have modtaget tilbagemeldingen gennemførte vi straks en intern undersøgelse. Vores hold på stedet har tjekket pakkeprocessen og foretaget en inspektion af varerne på vores lager og bekræftet, at alle standard driftsprocedurer er blevet fulgt," lød det fra Shein.