Trump beskyldt for at udnytte 11-årig drengs tragiske død for politisk vinding

Af: Amalie L.

|

14/09/2024

Udland
Foto: lev radin / Shutterstock.com
Foto: lev radin / Shutterstock.com
Nu har drengens far fået nok.

Lige nu læser andre også

I hjertet af Springfield, Ohio, har en fars dybe sorg fået et uventet politisk efterspil. Nathan Clark mistede sin 11-årige søn Aiden i en tragisk busulykke, og nu har han fået nok af, at Donald Trump nævner ulykken i sin politiske kampagne. 

Det skriver BBC

Ulykken, som skete i august 2023, hvor en haitiansk immigrant ved navn Hermano Joseph kolliderede med en skolebus, resulterede i Aiden Clarks død. Hermano Joseph blev dømt for uagtsomt manddrab, men tragedien har siden fået en uventet drejning.

Trumps kampagne brugte for nyligt et billede af Aiden Clark i et opslag, som angreb hans demokratiske rival Kamala Harris. Dagen efter tog Trumps vicepræsidentkandidat JD Vance det endnu et skridt videre ved at skrive på Twitter, at "et barn blev myrdet af en haitiansk migrant".

Men for Nathan Clark, Aidens far, var det dråben.

"De har nævnt min søns navn og brugt hans død til politisk vinding. Det skal stoppe nu," udtalte en oprørt Nathan Clark under et byrådsmøde. 

Han fortsatte: 

"Min søn blev ikke myrdet. Han blev ved et uheld dræbt af en immigrant fra Haiti.”

Den berørte far sagde derudover, at hvis hans søn var blevet dræbt af en "60-årig hvid mand", ville de "hadske mennesker" have ladet hans familie være i fred. Men i stedet ser Nathan Clark sin søns død blive brugt som politisk materiale i en debat, der ifølge ham, er fyldt med had.

Trumps kampagne har siden beklaget over for Clark-familien, men fastholder, at lidelserne i Springfield, Ohio, skal dækkes, og henviser til de udfordringer, lokalsamfundet angiveligt står over for på grund af en tilstrømning af haitianske immigranter.

Anbefalet til dig