Gamle kendinger gør vildt comeback: Her er de mest indtjenende danske sange i 2023

Af: Lucas Andreas

|

08/04/2024

Underholdning
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
Tobias Rahim dominerer listen, der byder på to gamle kendinger.

Lige nu læser andre også

Sidste år havde Andreas Odbjerg hele fire sange på Koda Hitlisten over de ti mest indtjenende musiknumre fra året, der gik.

Det var en historisk bedrift, som Tobias Rahim nu følger op på, da han har præcis samme antal sange på årets Koda Hitlisten, som i øvrigt toppes af hans megahit ’Flyvende Faduma’.

Det skriver Koda i en pressemeddelelse.

Udover de nye udgivelser imponerer særligt to ældre sange fra hhv. 2003 og 1997 på listen, eftersom de i 2023 har fået endnu nyt liv.

Udover førstepladsen er Tobias Rahim også med på hitlistens andenplads med sangen ’Stor Mand’, som han har skabt sammen med blandt andre Andreas Odbjerg. Dertil er han sammen med Arto Louis Eriksen ophavsperson til to yderligere sange på listen, ’Mucki Bar’ og ’Feberdrømmer Xx Dubai’, som indtager henholdsvis fjerde- og sjettepladsen.

Andreas Odbjerg følger også stærkt op på sidste års historiske bedrift med hele tre sange på årets liste, og derfor står de to sangskriveres navne tilsammen printet på hele seks ud af listens ti sange.

”Det har været nogle ekstraordinære år for dansk musik og for de danske sangskrivere og artister. To af de mest lysende eksempler på den succes er Tobias Rahim og Andreas Odbjerg, som med hver deres unikke sangskriverudtryk har domineret samtlige platforme, hvor musik  høres og opleves.

Kæmpe tillykke til dem, men også til hele den danske musikscene, som i en tid, hvor den globale musik aldrig har været mere tilgængelig, står stærkere end længe. Jeg er enormt stolt og ydmyg over, at være forperson for en organisation, som netop kan sikre, at de dedikerede danske sangskrivere honoreres for deres kunst,” udtaler Loui Törnqvist, forperson i Koda.

Nyt liv til danske ”evergreens”
Det er ikke kun på de hjemlige breddegrader, at de danske musikskabere oplever succes. Ude for landets grænser har dansk musik også vind i sejlene - blandt andet grundet to danske ”evergreens”, som på hver sin måde har fået nyt liv.

Runes ’Calabria’ fra 2003 er blev udgivet i flere forskellige versioner gennem tiden. Senest er den blevet samplet med stor succes af producer og DJ Nathan Dawe til sangen ’21 Reasons’, hvilket har ført det nummer direkte ind på tredjepladsen på Koda Hitlisten for de mest indtjenende sange i udlandet. Men den vel nok mest markante overraskelse står Aqua bag. Deres sang ’Barbie Girl’, som blev udgivet helt tilbage i 1997, fik i forbindelse med sidste års Barbie-film en genopblomstring, som kun de færreste sangskrivere i verden oplever.

”Det er på alle måder en helt vild bedrift, at Aqua har formået at skabe en sang, som har sat et så stort præg på populærkulturen i to forskellige årtier. ’Barbie Girl’ har allerede formået at optræde på stort set samtlige internationale hitlister, som Koda har udgivet gennem tiderne, men i år er de strøget helt til tops, og lur mig, om de ikke bliver der de næste par år,” udtaler Loui Törnqvist.

Anbefalet til dig