Søndag starter VM i Qatar. Allerede inden slutrunden er gået i gang, har der været en hel del debat omkring Qatar som værtsnation.
Politikere såvel som privatpersoner har åbenlyst opfordret til boykot af slutrunden og ikke mindst kritiseret FIFA for overhovedet at give Qatar værtsskabet i første omgang.
Fra dansk side har man valgt ikke at sende nogle repræsentanter fra det officielle Danmark. Det vil sige repræsentanter fra regeringen og kongehuset.
Derfor må den så ellers sportsglade kronprins Frederik følge med hjemme fra Danmark.
Mandag har han dog mødt det danske VM-hold for at ønske dem held og lykke. Det bekræfter han i et opslag på kongehusets Instagram-profil.
Her er der rosende ord og opbakning til landsholdet:
- Jeg besøgte i dag det danske herrelandshold inden deres afrejse til VM i fodbold i morgen. Holdet står skarpt, humøret er højt, og man behøver ikke bære rød-hvide briller for at have store forventninger til et dansk landshold, der er velspillende, har et fantastisk sammenhold, og hungrer efter at følge op på EM-succesen fra forrige sommer, skriver kronprins Frederik og tilføjer, at han altid vil støtte de danske drenge:
- Som jeg flere gange har understreget, har landsholdet min fulde støtte uanset hvor i verden de spiller, denne gang glæder jeg mig til at heppe på holdet hjemmefra, og jeg ønsker Kasper Hjulmand og hans trup alt muligt held og lykke.