Jorden på vej mod meteorsværm

Af: Asger Risom

|

11/12/2024

Videnskab
Shutterstock
Shutterstock
Det kan give op mod 150 stjerneskud i timen

Lige nu læser andre også

Natten mellem fredag og lørdag er der udsigt til en spektakulær meteorsværm på nattehimlen. Jorden passerer gennem Geminiderne, en af årets største meteorsværme, der kan give op til 150 stjerneskud i timen.

Hvornår skal du kigge op?

Meteorsværmen topper natten mellem den 13. og 14. december, men allerede fra solnedgang fredag kan de første stjerneskud ses.

Tina Ibsen, astrofysiker og vært på podcasten Rumsnak, forklarer:
"Det gode ved den her årstid er, at det er mørkt rigtig længe, så allerede en times tid efter solnedgang kan man begynde at se de første stjerneskud."

I løbet af natten vil stjerneskuddene bevæge sig fra en nordøstlig retning til øst og derefter sprede sig over hele himlen.

Hvor er chancerne bedst?

Ifølge DR’s vejrvært Simon Brix ser Sydhavsøerne ud til at have de bedste chancer for klart vejr:
"Sammenholdt er det bedste bud i de sydøstlige dele af landet.

Sydhavsøerne er nok det bedste sted at stå, hvis du vil have de højeste chancer for have en klar himmel over dig," siger han.

Bornholm og dele af Syd- og Sønderjylland kan også opleve perioder med klart vejr, mens Midt- og Nordjylland sandsynligvis bliver overskyet.

Hvad er Geminiderne?

Meteorsværmen opstår, når Jorden passerer gennem rester i rummet – i dette tilfælde fra asteroiden 3200 Phaethon.

Ibsen forklarer, at disse stenstumper, når de rammer Jordens atmosfære, skaber de lysglimt, vi kalder stjerneskud.

Navnet Geminiderne stammer fra stjernebilledet Tvillingerne (Gemini), da de fleste stjerneskud synes at udgå fra netop dette område af himlen.

Årets kosmiske fyrværkeri

Geminiderne kan ses hvert år i december, med højdepunkt omkring den 13. og 14. Den anden store meteorsværm, Perseiderne, lyser op i august.

Så husk at kigge op fredag aften og måske få ønsket opfyldt – hvis vejret tillader det.

Anbefalet til dig