En halv million danskere gør det: Kan ende i irriterende bøde

Biler
Foto: LB Forsikring
Foto: LB Forsikring
Er du klar over det?

Lige nu læser andre også

En halv million danskere drager årligt afsted på skiferie i Alperne, Sverige og Norge.

Med kort rejsetid og en norsk og svensk krone, der stadig er lav, er Norge og Sverige oplagte rejsemål for en smuttur i julen.

Men nye dækregler i Sverige kan blive et dyrt bekendtskab, hvis bilen ikke er klædt rigtigt på til vinterkørsel.

"De nye dækregler i Sverige kommer bag på de fleste, også dem der er taget på ferie i Sverige gennem mange år," fortæller Christian Jensen, tekniker hos Bridgestone.

"Mange er heldigvis opmærksomme på at skifte til vinterdæk, før turen går nordpå. Men med de nye regler i Sverige risikerer man at køre afsted i god tro på dæk, som efter svensk lovgivning ikke er lovlige til vinterføre."

Skrappere krav til vinterdæk i Sverige

I Danmark er der forsat intet krav om brug af vinterdæk.

Men går turen til Sverige, skal der være snefnugmærkede helårs- eller vinterdæk på bilen, når der køres i vinterføre. Vinterføre defineres som sne, slud, sjap eller is.

Og det kan snyde mange, advarer Christian Jensen. I Danmark siger reglerne, at hvis et dæk er mærket med M+S (Mud + Snow), så defineres det som et vinterdæk.

Men svenskerne stiller altså strengere krav til mærkning.

"I Sverige SKAL dækket være mærket med snefnugsymbolet, hvis det skal kunne benyttes lovligt i vinterføre. Er dækkene både mærket med snefnugmærket og M+S, er de lovlige i vinterføre," forklarer Christian Jensen og tilføjer, at samme regler også gør sig gældende i Tyskland.

Brug vinterdæk til vinterkørsel lyder opfordringen

Selv om turen ikke går til Sverige, råder Christian Jensen på det kraftigste til brug af vinterdæk til vinterkørsel.

"Vinterdæk klarer sig markant bedre i sne og på is og på våde veje, på grund af deres kombination af særlige slidbanemønstre, større mønsterdybde og en gummiblanding, som forbliver blød ved lave temperaturer. Og det gør en kæmpe forskel for bremselængde og manøvredygtighed."

Ud over sikkerhedsspørgsmålet, så er det kun Danmark, der tillader bilisterne at køre med sommerdæk i vintervejr. Sverige, Norge, Tyskland og Østrig forlanger vinterdæk, og i Schweiz, Frankrig og Italien kan de være påbudt i snevejr, eller når der er skiltet med det.

Anbefaler mønsterdybde på minimum 4 mm på vinterdæk

Vær også opmærksom på, om dækkene er ved at være slidt – det går ud over bremseevnen.

I Danmark kan man i følge loven nøjes med en mønsterdybde på 1,6 mm, men i Sverige og Norge får man bøder, hvis mønsterdybden er under 3 mm i vinterføre.

Christian Jensen anbefaler en mønsterdybde på minimum 4 mm på vinterdæk.

Få også lige tjekket dæktrykket. Når det er koldt, skal det være højere end normalt, fordi trykket falder ved lave temperaturer. Det er både mere sikkert og sparer brændstof eller energi på turen.

Anbefalet til dig