Mange bilister overholder ikke disse regler: - Det er et stort problem

Af: Thea Andersen

|

09/01/2024

Biler
Foto: PR Gjensidige
Foto: PR Gjensidige
Selv i de mørkeste måneder overholder mange bilister ikke reglerne for, hvornår lyset skal være tændt. Hver tredje oplever dagligt eller ugentligt, at andre bilister ikke har tændt lygterne efter mørkets frembrud, og ofte skaber det farlige situationer. Det viser en undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige.

Lige nu læser andre også

Vintermørke, slud og sne er en dårlig kombination, når det gælder sikkerhed på vejene. Og netop nu er der særlig god grund til at tjekke, om bilens baglygter er tændt, når solen går ned.

Hver tredje danske bilist oplever nemlig dagligt eller ugentligt, at andre bilister ikke har tændt lyset ved mørkets frembrud, og det er et stort problem, understreger Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.  

”Man kan godt tro, at bare man selv kan se vejen og kender ruten, så skal det nok gå. Men vi ser desværre mange ulykker, som opstår på grund af manglende sigtbarhed, især i dårligt vejr, hvor det gør en stor forskel, om en bilist har tændt lygterne eller ej. Det skal man virkelig ikke undervurdere,” siger Lene Rasmussen.  

Ifølge loven skal man køre med nærlys eller kørelys foran på bilen hele døgnet, mens bilens baglygter skal være tændt, når solen går ned, eller når sigtbarheden er lav.

De slukkede lygter giver, ifølge undersøgelsen, problemer med alt fra utryghed til decideret farlige situationer. 13 procent svarer i undersøgelsen, at slukkede lygter har skabt en farlig situation, mens 18 procent svarer, at manglende lys har været tæt på at skabe en farlig situation, skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.

Problemet er størst uden for de store byer 

Dykker man lidt ned i undersøgelsens tal, så viser det sig, at der er forskel på, hvor udbredt de dårlige vaner er rundt om i landet. I Region Hovedstaden har 28 procent af bilisterne dagligt eller ugentligt oplevet, at andre bilister har slukkede billygter. Værst ser det ud i Region Sjælland, hvor 39 procent af bilisterne oplever slukkede lygter hos medtrafikanter dagligt eller ugentligt. 

”Vi har igennem flere år set en tendens til, at det især er et problem uden for de store byer, hvor der ikke altid er så mange andre bilister på vejen til at holde øje og give dig et praj, hvis du skulle glemme at tænde dine billygter. Men jeg kan kun opfordre til, at man virkelig tager det alvorligt. Særligt på denne tid af året, hvor solen går ned allerede omkring klokken 16, og mange kører hjem fra arbejde i mørke”, siger Lene Rasmussen. 

Hun understreger, at selv om mange biler i dag har automatisk lygtetænding, er det stadig vigtigt at være opmærksom på lygterne, da man ikke altid kan regne med, at bilens lyssensor opfanger signalet om nedsat sigtbarhed i vintertrafikken.

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.044 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © Kantar Public for Gjensidige i november 2023.    

Kilde: Gjensidige

Anbefalet til dig