Priserne steg igen i februar: Særligt disse fødevarer blev dyrere

Af: Mie M.B

|

10/03/2025

forbrug
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er ikke noget at sige til at din bon i supermarkedet stikker af

Lige nu læser andre også

Efter en periode med stabil prisudvikling steg inflationen i Danmark til 2,0 procent i februar, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på 0,5 procentpoint fra januar og det højeste niveau siden foråret 2023. Det fortæller TV 2 Fyn.

Tre områder driver prisstigningerne
Stigningen skyldes primært højere priser på husleje, energi og fødevarer. Sidstnævnte er 5,7 procent dyrere end for et år siden, men nogle dagligvarer er steget markant mere.

"Frisk mælk er blevet 9,7 procent dyrere, æg er steget med 8,1 procent, mens kaffe nu koster 18,5 procent mere end sidste år," siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker i Danske Bank.

Kerneinflationen, hvor energi og uforarbejdede fødevarer er udeladt, steg ligeledes til 1,8 procent i februar fra 1,4 procent måneden før.

Ingen grund til panik
Trods den mærkbare stigning vurderer økonomer, at inflationen forbliver stabil i de kommende år.

"Jeg forventer, at inflationen vil holde sig under to procent i 2025 og 2026," siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

Hos Dansk Erhverv forventer cheføkonom Tore Stramer også en stabil inflation omkring to procent i år, hvilket sammen med moderate lønstigninger på tre procent kan føre til en fortsat fremgang i reallønnen.

Arbejdernes Landsbank er dog en smule mere forsigtig i sin prognose. Banken vurderer, at inflationen i 2024 kan nærme sig tre procent, hvilket vil begrænse lønstigningens reelle effekt for lønmodtagerne.

Samlet set peger økonomer dog på, at inflationen er under kontrol, og at danskerne fortsat kan forvente en moderat forbedring af deres købekraft.

Anbefalet til dig