Phishing-angreb er fortsat i vækst, og cyberkriminelle misbruger i stigende grad kendte brands for at narre brugere.
Ifølge Check Point Researchs seneste Brand Phishing Report er Microsoft fortsat det mest efterlignede brand - og nu er Mastercard tilbage i top 10 for første gang siden 2023.
De cyberkriminelle opretter falske websider, der udgiver sig for at være Mastercard og forsøger at lokke kreditkortoplysninger ud af intetanende brugere.
Brand phishing er en af de mest udbredte angrebsformer og indebærer, at angribere efterligner et kendt brand i f.eks. e-mails, beskeder eller falske websites for at narre brugeren.
Det er især teknologivirksomheder, sociale medier og e-handelsplatforme, der bliver efterlignet, da de repræsenterer centrale kontaktpunkter for både private og virksomheder.
I første kvartal af 2025 blev Microsoft efterlignet i 36 procent af alle brand phishing-forsøg, efterfulgt af Google (12 procent) og Apple (8 procent). Det er en stigning fra fjerde kvartal af 2024, hvor Microsoft udgjorde 32 procent.
Mastercard indtager nu femtepladsen - et comeback for den finansielle sektor, der ikke var repræsenteret i top 10 i forrige kvartal.
"Når kendte brands som Microsoft og Mastercard bliver efterlignet, skyldes det, at brugerne har tillid til dem. Det udnytter cyberkriminelle. Derfor er det afgørende, at man som forbruger er ekstra opmærksom – især ved mails og beskeder, der beder om login eller betalingsinformationer," siger Balder Borup, Security Engineering Team Leader hos Check Point Software Technologies.
Hackernes foretrukne brands i første kvartal af 2025
Microsoft – 36 %
Google – 12 %
Apple – 8 %
Amazon – 4 %
Mastercard – 3 %
Alibaba – 2 %
WhatsApp – 2 %
Facebook – 2 %
LinkedIn – 2 %
Adobe – 1 %
Sådan undgår du phishing-angreb
Vær altid skeptisk over for uventede beskeder, der beder om login eller betalingsinformation
Tjek altid afsenderens e-mailadresse og URL – også hvis brandet virker genkendeligt
Aktiver to-faktor-godkendelse på vigtige konti
Brug sikkerhedssoftware, der kan opdage phishing-forsøg i realtid
Det er altid en god idé at tjekke, om du betaler for meget for dine forsikringer – især når du allerede tænker på sikkerhed.
Få 3 gratis og uforpligtende tilbud hos Findforsikring.dk (reklamelink).