Da Riza Taganahan torsdag eftermiddag trådte ud af bilen foran familiens hjem i Helsinge, ventede der hende et syn, der nærmest kunne have været taget ud af en kriminalfilm.
Fliserne i indkørslen var væk, jorden vendt op, og en gruppe fremmede mænd var i fuld gang med arbejdet - helt uden at nogen havde bestilt det.
Den dramatiske hændelse er det seneste eksempel på en kendt form for svindel, hvor udenlandske mænd udgiver sig for at være håndværkere.
De opsøger husejere, oftest i Nordsjælland, med løse tilbud om belægning eller carportbyggeri. Det oplyser TV 2 Kosmopol.
Men selv ved afvisning stopper de ikke nødvendigvis - nogle dage senere vender de tilbage, graver op og kræver store summer for at færdiggøre arbejdet.
For familien Taganahan blev det et ufrivilligt mareridt.
Mændene krævede hele 120.000 kroner, og hævdede, at Rizas mand mundtligt havde givet grønt lys.
Den påstand afviser han.
Ifølge ham havde han blot ført en kort samtale med en mand med irsk accent og gjort det klart, at det kunne blive aktuelt - men ikke nu og ikke uden nærmere aftale.
"Det er helt sindssygt. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg troede, at de havde lavet deres arbejde på en forkert adresse," siger Riza.
Nu står familien tilbage med en ødelagt indkørsel og en følelse af utryghed i eget hjem.
Sagen er meldt til både forsikringsselskabet og Nordsjællands Politi, som advarer kraftigt mod at tage imod tilbud fra omrejsende håndværkere.
Erfaringerne viser, at arbejdet ofte er af lav kvalitet - hvis det overhovedet bliver færdiggjort.