Revner i vægge, skæve gulve og ødelagte lofter.
Det er den virkelighed, Rikke Lundsgaard Breckling står tilbage med efter to års massivt vejarbejde på Nørrebrogade i Fredericia.
Men selvom skaderne er tydelige, vil ingen betale regningen.
Rystelserne ødelagde hjemmet
Fra sit hjem har Rikke, hendes mand og deres to børn mærket byggeriet på allertætteste hold.
Larmen har været øredøvende, og rystelserne har været så kraftige, at glas klirrede i skabene, og ting faldt ned fra hylderne.
Men det blev for alvor slemt, da der blev banket spunser i jorden for at sikre kloakarbejdet.
"Vi bor ved epicenteret, hvor alle kloakrør samles fra sidegaderne. Da de bankede spunser i, tog det tre til fem dage per gang, og det har rystet så meget, at vores glas klirrede, og at ting faldt ud af skabene," siger hun til TV Syd.
Pludselig flækkede gulvet i hjemmet, og det var kun begyndelsen.
Revner i vægge, skæve dørkarme, beskadiget tag og ødelagte gipslofter er blot nogle af de skader, familien nu står med.
Ingen vil tage ansvar
Rikke har i mere end to år forsøgt at finde ud af, hvem der skal betale for skaderne, men har mødt en mur af afvisninger.
Kommunen, bygherren Fredericia Spildevand og entreprenøren TC Anlæg skubber alle ansvaret videre.
"Jeg fik aldrig svar fra kommunen. Derfor gik jeg videre til Fredericia Spildevand, der sagde, at det var entreprenørernes forsikring, der skulle dække. Dem kæmpede jeg med i et halvt år, før de henviste til kommunen," forklarer hun.
Fredericia Spildevand afviser ethvert ansvar, fordi deres forsikringsselskab ikke mener, at de kan bebrejdes for skaderne.
Og fra entreprenøren TC Anlæg lyder det kort: "Jeg har ingen kommentarer."
Vil tage sagen i retten
Rikke Lundsgaard Breckling har nu delt sin historie på Facebook i håb om at finde andre i samme situation.
Flere har allerede meldt sig, og hun overvejer nu at anlægge en retssag.
"Jeg har prøvet at få kommunen i tale i 2,5 år. Nu prøver jeg at finde nogen, der har samme problemer som mig, så vi kan gå sammen om en retssag," siger hun.