En neuroforsker har anbefalet en simpel øvelse på kun ét minut, som folk kan udføre for at falde hurtigere i søvn og bekæmpe 'epidemien' af dårlig søvn, der hærger i store dele af verden.
I sin podcast 'The Matt Walker Podcast' delte Matt Walker sine tre bedste tips til at falde i søvn. Hans primære anbefaling var en vejrtrækningsøvelse, hvor man trækker vejret ind gennem næsen, holder vejret i fem sekunder og derefter ånder langsomt ud igen.
Matt foreslog, at man bør udføre denne øvelse i mindst ét minut, men også gerne to. Det skriver det britiske medie SurreyLive.
"Du kan begynde med at lave vejrtrækningsøvelser, hvor du tager en dyb indånding gennem næsen, holder vejret i fem sekunder og derefter langsomt slipper vejret ud - enten gennem næsen eller munden. Gentag dette igen og igen," sagde han.
"Prøv at gøre det i måske et minut - måske to minutter. To minutter er faktisk ret lang tid, men det vil virkelig hjælpe nervesystemet med at komme over i en tilstand af ro frem for den såkaldte 'kæmp eller flygt'-reaktion."
Ud over vejrtrækningsøvelser foreslog Matt også at fjerne ting fra ens synsfelt for at gøre det lettere at falde i søvn på aftener, hvor det kan være særligt vanskeligt. Det mest relevante råd var at undgå at kigge på uret.
"Undgå at kigge på uret - fjern alle urskiver fra dit synsfelt. At kigge på uret vil kun øge stress og angst over ikke at kunne falde i søvn, og det vil gøre det sværere at falde i søvn," sagde Matt.
"I stedet for at bekymre dig om tiden eller tjekke klokken, så fokuser på noget afslappende og lav de dybe vejrtrækningsøvelser. Du kan også prøve mindfulness-meditation... Det har en virkelig god effekt på at forkorte tiden, det tager at falde i søvn."
Udover at tale om de bedste måder at falde i søvn på, nævnte Matt også, at han mente, der var en epidemi af dårlig søvn.
"Vi ser denne epidemi af 'træt, men overgearet'-fænomenet. Folk er så trætte, men samtidig så overstimulerede, at de ikke kan falde i søvn," sagde han.