Nyhed rammer hylderne til februar: Kähler laver helt ny serie af vaser med unikt materiale

Af: Mie M.B

|

09/02/2024

Livsstil
Foto: Rosendahl Design Group/Presse
Foto: Rosendahl Design Group/Presse
Stil og tone har fået et råt look i denne nye serie fra det danske designfirma

Lige nu læser andre også

I snart to årtier har Omaggio været en del af Kählers keramikarv og til februar lander nyeste serie hylderne ved forhandlere landet over. Vasen kommer i tre størrelser og er udelukkende skabt af genbrugsmaterialer, hvilket ikke blot giver nyt liv til overskudsmaterialer fra produktionen men også fornyer det ikoniske design med et helt anderledes mere rå, naturligt look end de ellers blanke, stribede vaser man oftest ser fra Kähler. Nyheder24 har spurgt lidt ind til design valget af denne nye tilføjelse til familien.

“Vi har gennem tiden lavet mange både glaserede og uglaserede designs og vurderer hver gang, hvad vi, i samarbejde med de eksterne designere, vi ofte samarbejder med, synes komplimenterer og forstærker formgivning, farvevalg og historien bag designet. Omaggio Circulare er lavet i samarbejde med Stilleben, som også stod bag den oprindelige Omaggio vase, og i den nye serie har det været vigtigt, hvordan vi kan føre det ikoniske design ansvarligt ind i fremtiden,” fortæller Kählers designer Cecilie Brock Munkholm. Hun redegøre samtidig for at vaserne er blevet til i et eksperiment med deres leverandører om at skabe et materiale, der ikke kun er stærkt visuelt men som også sender et tydeligt budskab om ansvarlighed og genanvendelse af ressourcer. Håbet er at ramme de kunder, som køber efter ansvarlige design principper, men vaseserien passer også til et bredt segment af både danske og udenlandske kunder pga. det rå design.

Selve vasernes form er uændret i forhold til den klassiske Omaggio, men har med sit anderledes materiale et mere råt, nordisk taktilt lag, hvilket firmaet håber vil tiltale de skandinaviske hjem, der ofte er indrettet meget lyst. 

Omaggio vasen har gennem snart to årtier været en stor salgsucces hos Kähler. Om den nye vaseserie i familien bliver lige så populær er svær at spå om, men Cecilie Brock Munkholm er forhåbningsfuld.

“Vi håber altid på, at de produkter, vi lancerer, bliver en succes. Vase-serien Omaggio Circulare tapper ind i en aktuel agenda omkring at genanvende ressourcer, som ellers ville være gået til spilde. Serien er produceret af restmaterialer fra tidligere produktioner, der ellers ikke ville blive anvendt og i stedet får det nyt liv. Vi håber og tror på, at forbrugerne vil elske både designet og den både aktuelle og sympatiske historie om, hvordan serien er skabt.”

Vaserne forventes at ramme forhandlere i hele landet og i udlandet medio februar.

Anbefalet til dig