Allerede i morgen får danskerne muligheden for at logge ind på årsopgørelsen for 2024, selvom den officielle dato for åbningen egentlig er den 24. marts.
Tusindvis af danskere sætter sig klar foran computeren i håbet om at være blandt de første, der får adgang til deres tal.
Skattestyrelsens systemer bliver stormet, og de digitale køer bliver kilometerlange.
For mange er det blevet en tradition at deltage i den digitale 'skattejagt', hvor spændingen kan sammenlignes med salget af Roskilde-billetter eller jagten på sjældne udsalgsvarer.
Men hvad gør man så, når man får adgang? Arbejdernes Landsbank har nu delt fem tricks, som potentielt kan sikre dig flere penge fra Skat.
1. Befordringsfradraget
Hvis du har mere end 12 kilometer til arbejde, kan du få befordringsfradrag, uanset om du bruger bil, cykel eller offentlig transport.
Det skal du naturligvis huske at indberette.
Her er det vigtigt at nævne, at hjemmearbejdsdage ikke regnes med, og at det kun gælder de dage, hvor du fysisk møder op.
2. Rentefradrag
For boligejere med F3- og F5-lån er renterne steget i 2024, hvilket betyder et større fradrag og flere penge tilbage i skat.
Hvis du vil have pengene udbetalt tidligere, skal du opdatere din forskudsopgørelse for 2025. For boligejere med kort rentebinding er renterne derimod faldet, men det påvirker først skatten i 2025.
3. Servicefradrag
Har du betalt for rengøring, vinduespudsning eller havearbejde i 2024?
Du kan få op til 11.900 kr. i fradrag pr. person, hvis fakturaen er betalt senest 28. februar 2025.
I 2025 hæves fradraget til 17.500 kr., og flere ydelser, som reparation af hvidevarer, inkluderes. Derudover er håndværkerfradraget genindført.
4. Boligskatter
Som boligejer vil din årsopgørelse se anderledes ud, da både ejendomsværdiskat og grundskyld nu opkræves samlet gennem skattebetalingen.
Det er en del af de nye boligskatteregler, der trådte i kraft 1. januar 2024.
5. Ændret jobsituation?
2024 bød på stor beskæftigelsesvækst med 35.000 flere i job.
Har du skiftet arbejde eller fået markant ændret løn, kan det påvirke din årsopgørelse. Hvis din forskudsopgørelse ikke er opdateret, risikerer du en restskat.
Tjek dine oplysninger nu og undgå ubehagelige overraskelser, når årsopgørelsen lander.