Aldrig har det været dyrere at tanke bilen herhjemme, og netop det giver en helt ny dimension til forårets skifte fra vinter- til sommerdæk. For når op mod 80% af de danske bilejere fra april tager hul på årets sæsonskifte, er det både med udsigt til bedre sikkerhed og ikke mindst besparelser i økonomien.
Sommerdækkenes lavere rullemodstand kan nemlig være en lille håndsrækning i en tid med store brændstofudgifter. Op mod 20% af bilens brændstofforbrug går til dækkenes rullemodstand mod vejen. Og ligesom det for mange er velkendt, at for lavt tryk i dækkene øger rullemodstanden, så kan unødigt meget kørsel på vinterdæk have samme effekt.
Det skriver Euromaster i en pressemeddelelse.
Ifølge centerleder Peter Enstrøm fra dæk- og autoservicekæden Euromaster betyder det, at landets bilejere passende kan se det forestående skifte til sommerdæk som et lille økonomisk rygstød i en tid, hvor priserne på benzin og diesel er rekordhøje.
"Hvis tendensen fra de seneste 10 år holder stik, vil ca. 2 millioner danske bilejere skifte fra vinter- til sommerdæk i takt med, at temperaturen nærmer sig de 7 grader. Der er dog stadig mange, der enten skifter alt for sent eller faktisk kører på vinterdæk hele året. Det er en skam. For ikke nok med at vinterdækkene har dårligere vejgreb og bremselængde, der påvirker trafiksikkerheden, så har de også en blødere gummiblanding og mere rullemodstand, der øger brændstofforbruget. Alt det vil man ikke opleve med sommerdækkene. Derfor er der i år, hvor brændstoffet er historisk dyrt, om muligt endnu større incitament til at få skiftet til sommerdæk," forklarer Peter Enstrøm.
Forklaringen på den lavere rullemodstand i sommerdæk er, at dækkene er udviklet og designet til varmere vejr. Det ses blandt andet i en særlig gummiblanding og i et markant anderledes mønsterdesign end vinterdæk.
Eksempelvis er rillerne i mønsteret smallere og mindre skarpe, mens dækmønsteret er designet til at gribe bedre fat i et varmt underlag.
"Vinterdæk er jo slet ikke designet til at køre i varmt vejr, hvilket betyder, at gummiet bliver gradvist blødere, mens dækkene bliver slidt hurtigere. Det er skidt for trafiksikkerheden, men også for brændstofforbruget, fordi det øger rullemodstanden. På den måde er der jo rigtig mange ting, der taler for at skifte til sommerdæk, og i år er det kun forstærket, hvis man ser med økonomiske briller," forklarer Peter Enstrøm.
En god tommelfingerregel
Selvom der er mange fordele ved sommerdæk, er det alligevel erfaringen, at alt for mange bilisterfor sent kommer i tanke om, at det er tid til at få sommerdækkene på.
Og ifølge Peter Enstrøm er timingen også vigtig, når det handler om at planlægge forårets dækskifte. Her fremhæver han en temperatur, som ligger stabilt over de 7 grader, som et godt pejlemærke.
"Det oplagte tidspunkt til dækskifte er fra midten af april og frem, men det er også her der typisk er ekstra travlt på vores dækcentre. Så jeg vil klart opfordre til, at bilisterne allerede nu får booket en tid til dækskifte i april," fortæller han.
Udover, at der kan være økonomiske besparelser alene ved at skifte fra vinter- til sommerdæk, så er det heller ikke helt uvæsentligt, hvilke dæk, man kører på.
Derfor indførte EU i 2012 en mærkningsordning på dæk, der bl.a. viser hvert dæks rullemodstand og energieffektivitet. Præcis som forbrugerne kender det fra eksempelvis køleskabe og fjernsyn.
"Mærkningsordningen fortæller om dækkets forskellige egenskaber såsom vejgreb på våd vej, dækstøj og brændstoføkonomien. Der kan være stor forskel fra dæk til dæk - både når vi taler sikkerhed og brændstoføkonomi - så det er en god ide at skele til dækmærket, hvis man står og skal have nye sommerdæk til bilen," afslutter Peter Enstrøm.