Danskere kan få 300.000 kroner mere i pension med et snuptag: Så let kan det gøres

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
I øjeblikket er der mange danskere, der går glip af et stort beløb til pensionisttilværelsen

Mest læste i dag

Mange danskere går i skrivende stund glip af en gylden mulighed for at forøge deres pensionsopsparing med op til flere hundrede tusinde kroner.

Det afslører en ny undersøgelse, som Epinion har lavet, for Sampension.

Ifølge undersøgelsen er det kun 37 procent af danskerne, der indbetaler til en ratepension, som kender til de økonomiske fordele ved at sprede pensionens udbetalinger over 20 år frem for de sædvanlige 10.

Forlængelsen kan potentielt øge det samlede udbetalte beløb med op til 300.000 kroner, hvilket må siges at være en klækkelig sum, som kan gøre en mærkbar forskel i pensionisttilværelsen.

"Det kan i den grad betale sig at bruge lidt tid på at overveje, hvordan pensionen skal udbetales, når den tid kommer. For med planlægning kan man sikre sig markant mere til livet som pensionist helt uden at skulle spare mere op", udtaler Sampensions kunderådgivningschef Anne-Louise Lindkvist i en kommentar. 

Til trods for det store potentiale er kendskabet til denne mulighed lav.

Dette skyldes delvist, at mange måske ikke er klar, hvad det i sidste ende vil give, hvis man forlænger udbetalingerne til 20 år frem for 10 år.

Samlet set vil man få flere penge udbetalt, men det man skal være opmærksom på er, at man i de første 10 år vil få mindre udbetalt, hvorfor man skal være rustet til det.

"Dog vil man samlet set over hele perioden få mere udbetalt, hvilket der er god grund til at være opmærksom på. Men det er de færreste. Og selv blandt de danskere, som nærmer sig pensionsalderen, er kendskabet til gevinsterne ved at strække ratepensionen meget begrænset", lyder det fra Anne-Louise Lindkvist.

Sampensions beregninger viser, at en enlig 55-årig med en årlig indkomst på 450.000 kroner kan forvente en markant forskel i samlede pensionsudbetalinger afhængigt af, om vedkommende vælger med 10 eller 20 års udbetaling.

Ved at vælge den længere udbetalingsperiode kan der opnås cirka 288.000 kroner mere i pension, hvilket illustrerer betydningen af at få sat sig ind i de forskellige muligheder, man har.

Anbefalet til dig