Siden det kom frem, at Janni og Karsten Ree gik hver til sit, er der sket en hel del.
Nyheden om skilsmissen har fået masser af opmærksomhed i medierne, og offentligheden har fulgt nøje med i deres opbrud - og det har der været god grund til.
Det er nemlig slet ikke gået stille for sig, og de to parter har blandt andet politianmeldt hinanden for diverse lovovertrædelser.
Nu har det dog set dagens lys, at det ikke kun er Karsten, der har politianmeldt Janni.
Det skriver SE og HØR.
Da kameraerne rullede i gårsdagens afsnit af 'Til middag hos,' kom der et par sandheder på bordet.
Den tidligere forsidefrue, Jackie Navarro, løftede nemlig sløret for et par særlige detaljer omkring hendes uvenskab med Janni.
I programmet fortalte Jackie, at hun måtte kontakte politiet efter, hvad hun beskriver som grov og ubehagelig opførsel fra sin tidligere veninde.
Politianmeldelsen kom som et chok for Janni, der først hørte om det, da hun blev kontaktet af SE og HØR.
"Jeg er ikke blevet kontaktet af Viaplay, så jeg skal have fat i min advokat omkring det her," siger hun.
Viaplay har angiveligt bekræftet, at de ikke havde orienteret Janni om anklagerne, da historien allerede var ude.
"I programmet kommer Jackie ikke ind på de nærmere omstændigheder og detaljer, og vi forholder os til fakta; at Jackie har politianmeldt Janni. En historie, der allerede har været omtalt af medierne. Derfor vurderede vi ikke, at det var nødvendigt at forelægge det for Janni," lyder det fra redaktør Trine Kongegaard.