"Sved på panden, smil på læben og masser af grin er på programmet, når ’Danmarks Motionsuge' ruller ind over landet i hele uge 41. Et samarbejde mellem idrættens største organisationer og DR giver hele Danmark mulighed for at bevæge sig med 2.000 gratis tilbud. Ugen slutter med et brag af et show på DR1, når det største danske sportsnavn nogensinde bliver kåret," fortæller DR i en pressemeddelelse - inden de fortsættter:
"Nu er det snart tid til at prøve kræfter med mange af de bevægelsesformer som foreningslivet og idrætten har at byde på, når ’Danmarks Motionsuge’ i uge 41 indtager alle hjørner af landet, og når DR på tværs af tv, radio og digitale platforme sætter fokus på bevægelse i hverdagen"Vender tilbage
Et af de kendte navne, der vender tilbage til skærmen, er tv-værten Jacob Riising. Efter en fyringsrunde for nogle år siden, forsvandt han fra sendefladen på DR, men nu vender han tilbage som en del af den storstilede motions-indsats. Her vil han svare på et spørgsmål:
"Danske unge bevæger sig for lidt, og det kan få store konsekvenser på den lange bane. Men hvad skal og kan man gøre ved det?"
I det ambitiøse projekt ’Det store bevægelseseksperiment’ forsøger DR med Jacob Riising i spidsen at få mere bevægelse ind på 3 årgange på en folkeskole gennem alle mulige og umulige initiativer for at se, om han kan finde måder at øge bevægelsen hos 6., 7. og 8. klasse på Nyrupskolen i Kalundborg. - Jeg har selv teenagebørn og derfor ved jeg alt om, hvor stor en udfordring det kan være at få dem til at lægge skærmene fra sig, og jeg er også spændt på at se, om vi kan motivere dem til mere bevægelse, siger vært Jacob Riising.
’Det store bevægelseseksperiment’ har premiere 11. oktober klokken 20.00 på DRTV og DR1. Dansk Skoleidræt har bidraget til programmerne og vil parallelt med programserien udgive en række råd om, hvordan man kan få mere bevægelse ind i dagligdagen på skoleidræt.dk