Ikke flere landskampe i Parken

Af: Kasper Rud

|

25/10/2024

Nyheder
Foto: Dejan Obretkovic/Gonzalesphoto/Ritzau Scanpix
Foto: Dejan Obretkovic/Gonzalesphoto/Ritzau Scanpix
Det blev en underskudsforretning

Lige nu læser andre også

Den Røde Mur. Danmarks famøse endetribune til landskampe er noget, der er med til at bære det danske herrelandshold igennem tykt og tyndt.

Hele stemningen i Parken er noget som mange af udebaneholdene også kommenterer på både før og efter kampen - at det er helt sensationelt for et landshold at skabe sådan en kulisse.

Det blev forsøgt, at kvindelandsholdet også skulle ind og spille i Parken, men det er slut - i hvert fald for nu.

Det danske kvindelandshold i fodbold fortsætter nemlig sin rundtur på tværs af landet, da de kommende testkampe mod Sydafrika og Holland bliver afholdt i Aalborg og Esbjerg.

Mens herrernes landshold har fast base i Parken, har kvindelandsholdet endnu ikke fundet en permanent hjemmebane. Det skyldes både praktiske og økonomiske årsager, fortæller Erik Brøgger Rasmussen, administrerende direktør i DBU.

Det skriver TV 2.

Parken bruges traditionelt til herrelandsholdets kampe og andre begivenheder, og det er ikke en oplagt løsning for kvindelandsholdet. "Vi vil gerne have kvinderne ind og spille i Parken igen, men det bliver ikke som permanent hjemmebane, i hvert fald ikke lige de næste år," udtaler Brøgger Rasmussen. Han peger på, at stadionets brug til andre aktiviteter, samt samtidige superligakampe, gør det vanskeligt at tilrettelægge kvindernes kampe der.

Derudover spiller økonomien en central rolle i beslutningen. Sidst kvindelandsholdet spillede i Parken var til en EM-testkamp mod Brasilien i sommeren 2022. Selvom kampen tiltrak 21.542 tilskuere, var arrangementet en underskudsforretning for DBU. "Vi har simpelthen ikke råd til at spille alle kampene med underskud," forklarer Brøgger Rasmussen.

Siden 2015 har Viborg været kvindelandsholdets faste hjemmebane, men med aftalens ophør i sommer, har holdet turneret rundt i forskellige byer. De nuværende valg af vestdanske byer som Aalborg, Esbjerg og tidligere Vejle er en del af en strategi for at bringe kvindefodbolden tættere på fans i hele landet.

Landstræner Andrée Jeglertz ser de skiftende hjemmebaner som en midlertidigt fordelagtig løsning, mens han håber på at kunne skabe den rette landsholdsstemning i Parken i fremtiden. "Det er klart, at nogle kampe i Parken kunne være meget spændende for spillerne, men vi må arbejde på at få mange mennesker til kampene," siger han.

Anbefalet til dig