Siden det kom frem, at Janni og Karsten Ree skulle skilles, er det gået vildt for sig.
De to tidligere ægtefæller har kastet mudder på skift, og det er ikke nogen hemmelighed, at de i dag ikke længere er på talefod.
Mens Janni har været åben og delt sine følelser omkring bruddet med offentligheden, har Karsten valgt en mere tilbagetrukken tilgang og har undgået at kommentere på sagen.
Den tendens ser nu ud til at fortsætte.
På trods af det store drama og de voldsomme anklager fra begge parter, udtaler Janni, at hun er ked af, at hun og Karsten ikke er venner.
Det fortæller hun til SE og HØR.
"Når vi nu var gode venner og sagde farvel til hinanden, så synes jeg da, at det er øv, at vi ikke kan være venner. Jeg synes, det er mærkeligt, for vi havde egentlig sagt ordentligt farvel og givet hinanden et kram, og så går jeg ud af døren, og så sker det hele. Jeg føler lidt, at det slet ikke er Karsten, men børnene, der har taget over," siger hun.
Forholdet er blevet yderligere kompliceret af en verserende retssag.
Tidligere på måneden pålagde Retten i Hillerød Janni og forlaget Buster Nordic at trække allerede udgivne eksemplarer af hendes bog 'Evig Diva' tilbage fra butikker og distributører.
Retten fandt nemlig en fortrolighedsaftale, som det tidligere par havde indgået for mange år tilbage, gyldig.
Det betyder, at bogen nu skal udgives på ny, men uden de passager, der omhandler Karsten.
Alligevel afviser Janni ikke, at de måske lægger stridsøkserne fra sig en dag:
"Jeg kan ikke sige, hvad fremtiden bringer. Jeg ved ikke, hvor sagerne ender, for lige nu er det et stort virvar (...) Jeg synes altid, det er rart at være venner, og det er i hvert fald ikke rart at gå fra hinanden og være uvenner," siger den tidligere forsidefrue, der håber på et fremtidigt venskab.
Om Janni og Karsten ender som venner, vil kun tiden vise.