Hvis du har fulgt med i sagen om Madeleine McCann, så er dette en udvikling, der sender kuldegysninger ned ad ryggen.
Den mand, som i årevis har været hovedmistænkt for at have bortført og dræbt den dengang treårige pige, kan meget snart være en fri mand. Det skriver The Independent.
Christian Brueckner, en 48-årig tysker, afsoner lige nu en dom for voldtægt begået i 2005 – i samme område i Algarve, hvor Madeleine forsvandt to år senere.
Men den dom udløber til september, og Brueckner har allerede søgt om at blive løsladt før tid.
Og hvad med Madeleine-sagen?
Den står fortsat uden sigtelse.
Tysk politi har ikke planer om at rejse tiltale – til trods for, at Brueckner angiveligt har tilstået overfor en medindsat.
"Han sagde, at han ikke fandt penge, men at han fandt et barn, og at han tog barnet. Han sagde, at der var politi og hunde overalt to timer senere, så han forlod området," lød det fra den medindsatte Laurentiu Codin i retten ifølge SE og HØR.
Det var i april 2022, at Brueckner officielt blev udpeget som hovedmistænkt – det første formelle gennembrud i sagen, siden portugisisk politi i begyndelsen havde Madeleines egne forældre som mistænkte.
Brueckner er tidligere dømt for sexovergreb på mindreårige og har desuden flere domme for indbrud.
Ifølge den opsigtsvækkende udtalelse til medfangen brød han ind i McCann-familiens ferielejlighed – og tog barnet med sig.
Madeleine McCann blev aldrig fundet.