Næste års Tour de France-rute bliver præsenteret i dag.
Traditionen tro bliver der lavet en storslået fremvisning af ruten, men præsentationen, som finder sted i Paris’ Palais des Congrès, ender med at foregå uden flere af sportens største navne.
Blandt de fraværende er den danske stjerne Jonas Vingegaard.
Sådan skriver B.T.
Vingegaards fravær er blevet bekræftet af Visma – Lease a Bikes pressechef, Sander Kleikers, der har skrevet følgende i en sms til B.T.:
"Ja, det er korrekt at han bliver hjemme, red.). Han er der ikke."
Flere stjerner bliver væk
Danskeren er dog langt fra alene om at blive væk.
Den franske avis Le Parisien skriver, at hverken Tadej Pogacar eller Remco Evenepoel, som begge er potentielle bejlere til den gule trøje ved Tour de France 2025, vil være til stede ved præsentationen.
Dermed står det klart, at dagens præsentation manglede lidt stjernestøv.
Tilbage i træning
Vingegaard har haft en lang sæson og blev i september far for anden gang, da han og hustruen, Trine, bød en lille dreng velkommen i familien.
Allerede før fødslen blev det meldt ud, at Vingegaard ikke skulle køre flere cykelløb i år, men det betyder ikke, at han vender tilbage i dårlig form.
Hans træner, Tim Heemskerk, har for nylig afsløret, at den ydmyge Glyngøre-dreng allerede er tilbage på cyklen og er begyndt sin træning frem mod nye udfordringer i 2024.